Nu har Lønstrup to: Murer-Kjeld lægger sidste hånd på nyt fyr
Lønstrups nye minigolfbane er klar 1. april, og Kjeld bygger en kopi af Rubjerg Knude Fyr på det nye anlæg
LØNSTRUP: Murer-Kjeld blev kendt langt ud over landets grænser, da han flyttede Rubjerg Knude Fyr længere ind i landet. Nu er den lokale murer i gang med at bygge en kopi af fyret i størrelsesforholdet 1:4.
Den seneste uge er det nye fyr skudt op på Lønstrups nye minigolfbane ved Hotel Kirkedal på Mårup Kirkevej.
Hotel-ejer Charlotte Søs Egelund anlægger nemlig en 18-hullers minigolfbane med Lønstrup-tema, og det høje, karakteristiske fyr bliver et iøjefaldende blikfang. Og selvfølgelig skulle Kjeld opføre fyr-værket.
- Det er en fed opgave, og Søs har jo sørget for godt vejr hele ugen, smilede Kjeld fra toppen af fyret.
- Det er så lækkert at stå her oppe og se solen komme op over bakken om morgenen.
Kjeld fik omgående nej
Kjeld fortæller, at han oprindelig havde planer om at bygge et lille fyr på den plads, hvor det gamle fyr stod, inden det blev flyttet i sikkerhed.
- Så kunne man jo følge med i, hvornår det gamle fyr ville være faldet i havet. Jeg kom til at blabre om planen i radioen, og der gik kun fire minutter, inden jeg blev ringet op af én, der sagde, at det fik jeg aldrig lov til på grund af naturbeskyttelses-reglerne, smiler Kjeld.
- Men nu kan jeg så bygge fyret her hos Søs.
Kjeld Pedersen har tegnet kopien, og da ugen var omme havde han muret fyret op med assistance fra Steen Hansen fra S. H. Service. Nu skal det vandskures og males hvidt, så det er klar til åbningsdagen 1. april.
- Jeg har lidt udfordringer, for jeg kan ikke vandskure og male så længe, det fryser om natten, tilføjer Kjeld Pedersen.
Spiller og kugler skal gennem fyret
Charlotte Søs Egelund kan se ud over minigolfbanen, der langsomt men sikkert tager form ved hotellet.
- Nu får jeg udsigt til fyret, smiler Søs.
Når spillerne går på banen, skal bolden en tur gennem fyret, og det samme skal spillerne.
En minikopi af Den blå Café er allerede rejst på den store bane, og lidt derfra ligger Mårup Kirke og Vennebjerg Mølle i miniature-udgaver klar til at indtage deres plads på anlægget.