Nu er Mads eneejer af klinikken
1. august overtager tandlæge Mads Kortegaard den sidste tredjedel af Tandlægehuset på Bispevænget i Hjørring efter tandlæge Helle Borris Stagsted, der dog fortsat vil arbejde på klinikken.
Mads Kortegaard blev ansat som tandlæge i Tandlægehuset i Hjørring i 2017. Året efter overtog han en tredjedel af klinikken og kort efter en bid mere, da tandlæge Allan Chor blev syg, og nu overtager han altså den sidste del, så han nu ejer hele huset.
Men den 36-årige tandlæge har mod på mere. Siden februar har han hjulpet til hos Tandlægerne Brinck Seidelins Gade, da ejeren, tandlæge Henrik Hasselgaard, døde. Den klinik overtager han 1. september. Og så overvejer han at udvide Tandlægehuset.
- Vi har i Tandlægehuset et godt personale, der har været her i mange år. Og jeg er glad for, at Helle fortsætter i klinikken. Hun er en god kapacitet at have, siger Mads.
Der er flere grunde til, at Mads har valgt at være selvstændig tandlæge:
- Jeg synes generelt, at det er spændende. Der er en frihed i det, selvom der selvfølgelig også er meget arbejde i det. Men det at kunne skabe noget, at præge og forme det tiltaler mig, forklarer han.
Mads blev uddannet i Århus i 2011, og kort efter flyttede han og kæresten Tine til Schweiz.
- Det var ikke lige planen, men muligheden var der lige pludselig, fortæller Mads.
Der var tre danske klinikker med danskere ansat i området, hvor Mads og Tine bosatte sig. Det var så langt ude på landet, at køerne gik med klokker, og folkene brugte egnsdragter.
Han og Tine blev gift i Schweiz og fik to børn der, og de var glade for at være der, men efter barn nummer to valgte de alligevel at vende næsen hjemad - tættere på bedsteforældrene.
Og det var her, Mads blev ansat som tandlæge i det hus, han nu overtager.
Her er der ud over Mads og Helle også tandlæge Christina Søberg Arndt - og dertil tandplejerne Agnete Rom Stieper og Anita Bech.
Også Mads' kone Tine er tilknyttet klinikken, da hun hjælper Mads med de administrative opgaver.
I dag har parret tre børn, tre drenge, og de bor i Vestbjerg.