Nu er Lørslevs tidligere købmandsbutik væk
I løbet af den sidste uges tid har et entreprenørselskab nedrevet ejendommen, som gennem årtier lagde lokaler til Lørslevs dagligvareforretning.
Købmandsbutikken på Ugiltvel 894 med tilhørende lejlighed ovenpå plus udhus blev sidst brugt til dagligvarehandel i første halvdel af 00’erne.
I mange år drev købmand Niels Holt, Sindal også butikken i Lørslev, men i 1998 valgte han at koncentrere sig om dagligvaresalg i Sindal.
To gange forsøgte nye købmand at drive butikken i Lørslev. Efter at den sidste købmand opgav i midten af 2005 blev ejendommen solgt til musikeren Kent Olsen, som havde overtaget Tårs-firmaet IBO Flightcases efter sin far Bent Olsen. Den virksomhed ophørte i 2009, og siden har bygningerne på Ugiltvej 894 stået tomme.
I 2012 købte selskabet GK Energi ApS ejendommen for 375.000 kr., og ejendommen er nu revet i forbindelse med et "bunkebryllup" med nedrivninger af en lille håndfuld beboelser på Egebjergvej.
Nedrivningerne er sket i forbindelse med, at selskabet og en lokal lodsejer opfører seks vindmøller i nær fremtid mellem Lørslev, Sønderskov og Ugilt.
GK Energi Energi Aps købte også i 2012 en naboejendom til købmandsbutikken på en sidevej til Ugiltvej, og betalte ifølge tingbogen 1,6 mio. kr. Den ejendom blev dog senere solgt igen for 1,035 mio. kr. til en privat.
Borgerne i Lørslev slipper nu for at se på en bygning i forfald i et centralt hjørne i byen. I forhold til dagligvarer indtrådte nye tider sidste år med af Lørslev Cafe og Kulturhus, hvor man kan bestille varer og afhente dem uden ekstra omkostninger.