Norsk kvinde i syv ugers karantæne i Tversted - men årsagen er en anden, end du tror
Norske Berit Uglsø har de sidste syv uger været i karantæne i Tversted, hvor hun har boet på Tversted Kro. I disse tider kunne tanken måske falde på, at det var på grund af corona, at Berit Uglsø var i karantæne.
Det var dog af en meget fredeligere og lykkeligere årsag. Berit Ugelsø, der bor i en lille by 20 km fra Kristiansand, har længe ønsket sig en hund af racen Sheltie (Shetland Sheepdog). En race der er kendetegnet ved at være yderst social og kontaktsøgende samt hengiven og loyal. Da der ikke er hvalpe af racen Sheltie til salg nær Kristiansand før til foråret 2022, valgte Berit Uglsø at søge efter en hvalp i Danmark. Her var hun heldig. Der var en otte-ugers hvalp til salg i Dronninglund, som hun fik lov at købe.
For at få hvalpen med sig hjem til Norge måtte Berit Uglsø vente, indtil hvalpen var vaccineret mod rabies og havde overstået karantæneperioden. Inden hvalpen på otte uger kunne blive vaccineret, skulle den være tolv uger gammel. Det betød først en ventetid på fire uger, og efter vaccinationen var der en karantæne på tre uger. Endelig torsdag den 25. november udløb karantæneperioden, og Berit Uglsø er nu rejst hjem til Norge med sin nyindkøbte og fuldt vaccineret hvalp.
Ventetiden benyttede Berit Uglsø til at gå lange ture langs havet ved Tversted.
- Det er blevet til rigtig mange ture ved vandet og i klitterne og vandringer i Tversted Plantage. Jeg fik også kontakt til Paradis Hundetrænings Center på Bredmosevej i Sindal. Her er der rigtig gode træningsfaciliteter, og jeg kan komme og træne min lille Sheltie fra tidlig morgen til sen aften. Det er dejligt, og jeg har i den lange ventetid fået en rigtig god kontakt og tillidsforhold til hvalpen, fortæller Berit Uglsø i forbindelse med julefotograferingen forleden på Paradis Hundetrænings Center.