Nordsøen Oceanarium hittede i vinterferien
Vinterferien i Danmark er overstået, og det har resulteret i det højeste besøgstal på de to uger i mere end 10 år på Nordsøen Oceanarium i Hirtshals.
Det oplyser Nordsøen Oceanarium i en pressemeddelelse.
- Temaet ”fantastiske fabeldyr og hæslige havmonstre” trak næsten 12.000 gæster til, og det er en stigning på næsten 20 pct. i forhold til 2020, hvor der sidst var åbent i vinterferien, skriver de.
- Det glæder os, at så mange gæster ønsker at besøge os i vinterferien. Man kan virkelig mærke, at børnefamilierne har higet efter at komme ud og få oplevelser sammen, og det har vores spækkede program fyldt med aktiviteter for store og små givet, oplyser direktør Karl Henrik Laursen.
I temaet kommer man tæt på den færøske legende om sælkvinden, hører om Moby Dick og andre monsterhvaler. På en quiz rundt om i udstillingen ledsaget af Midgårdsormen skulle man regne ud, hvad der er rigtigt, og hvad der er fantasi. På udvalgte dage i vinterferien kom gæsterne rigtig tæt på det meget fascinerende bløddyr - nemlig blæksprutten. Man kunne med egne øjne følge med i når biologerne dissekerede og fortalte om dem.
BIBIANA Danmarks udstilling ”Dybhavseventyr” blev indviet fredag før uge 7 - den er placeret i akvariets havbundsrum.
- Den fortæller historien om venskabet mellem lygtefisken og havslangen, der kun bliver venner, fordi de ellers ikke ville overleve i dybhavet. Udstillingen er baseret på de prisbelønnede illustrationer af Veronika Klímová fra bogen Dybhavseventyr. Gæsterne strømmede til den spændende og sanselige udstilling, skriver Nordsøen Oceanarium.
Søndag i uge 8 var der fastelavn, hvor udklædte børn og deres voksne havde fri entré. Her var der næsten 100 deltagere.
- Det er virkelig en fornøjelse, at lokale gæster bakker op om vores aktiviteter. Selvom fastelavn slet ikke er fagligt tungt, så er det alligevel en måde at vise vores hus frem på og give gæsterne lyst til at komme igen, oplyser udviklingschef Kristina Ydesen.
Oceanariet oplyser, at uge 7, hvor andre regioner end nordjyderne har ferie, var meget større besøgsmæssigt end forventet.
- Det tyder på, at rigtig mange danskere stadig søger til Nordjylland for at holde ferie. Det er et rigtig godt tegn, og vi ser med glæde og spænding frem til turistsæsonen i år, som efter prognoserne bliver rekordstor.
Temaet med fantastiske fabeldyr og hæslige havmonstre fortsætter helt frem til 6. juni.