Nordjysk Pigekor gav efterårskoncert i Bønnehuset
Forleden aften var der koncert med Nordjysk Pigekor i det tidligere missionshus i Mygdal, der for nogle år siden blev overtaget af Inge Reenberg og hendes mand Jesper Holmelund. De har med stor flid og energi skabt et spændende kulturhus, som de kalder Bønnehuset i respekt for husets tidligere anvendelse, og her er der året igennem mange forskellige aktiviteter.
Bønnehuset var fyldt til sidste plads til den store koncert med Nordjysk Pigekor, der denne aften bestod af 36 piger fra pige- og juniorkoret. Koret sang i en god times tid sange fra deres store og alsidige repertoire, og midtvejs var der en lille pause, hvor publikum kunne forfriske sig med kaffe og en "du må godt" flødebolle.
Nordjysk Pigekor har mere end 50 års lang tradition for korsang på højt niveau, og er et efterspurgt koncertkor, som hvert år synger op mod 20 koncerter hovedsageligt i Nordjylland. Koncerterne er primært kirkekoncerter, men Nordjysk Pigekor er også kendt for sin medvirken i andre typer arrangementer såsom nytårskoncerter, kulturpris-overrækkelser, radio- og TV-koncerter samt intimkoncerter som den i Bønnehuset forleden aften. Blandt andet har Nordjysk Pigekor de sidste to år deltaget i DR’s store Sankt Hans koncert i Musikkens Hus i Aalborg i samarbejde med Aalborg Symfoniorkester og Klarup Pigekor, ligesom Nordjysk Pigekor sang ved Kronprinsparrets besøg i Hjørring Kommune. Nordjysk Pigekor har ligeledes haft korkoncerter i samarbejde med Aarhus Jazz Orchestra, Sæby
Big Band og har sunget sammen med vokalgruppen Postyr. Nordjysk Pigekor
deltog i denne sommer i en international korfestival i Rom med stor succes.
Uden en sund økonomi kan koret ikke gennemføre de mange aktiviteter, og derfor er Nordjysk Pigekor meget taknemmelig for, at Inge Reenberg og Jesper Holmelund sagde ja til at afholde koncerten som en velgørenhedskoncert, hvor koret får 90 kroner ud af entreens 95 kroner.