Nordjysk klub er én sejr fra DM-finalen
Vendelboer trak det længste strå i den første DM-semifinale
BORDTENNIS: B75 fra Hirtshals kom lørdag eftermiddag et skridt nærmere en plads i dette års DM-finaler i bordtennis, da Næstved blev slået med 5-3 i den første af potentielt tre semifinaler.
Daniel Artur hjalp vendelboerne på vej mod den samlede sejr ved at vinde sine to kampe over henholdsvis Tomas Kóldas og Radim Bako. De blev besejret med sætcifrene 3-1 og 3-2.
Joseph William Ferguson besejrede Khaled Assar med 3-1, mens de to sidste B75-sejre blev leveret af Kamil Dziadek og Lukasz Nadolski, der begge vandt 3-2 over henholdsvis Khaled Assar og Radim Bako.
Derfor betød det mindre for det samlede udfald, at Næstveds Hampus Söderlund vandt sine to kampe over Joseph William Ferguson og Kamil Dziadek, og at Tomas Koldas besejrede Lukasz Nadolski.
De to hold mødes til den anden semifinale i Næstved søndag. Næstved har i kraft af en bedre grundspilsplacering også fordel af hjemmebane i en eventuelt tredje og afgørende kamp 2. påskedag.