Nemizis er stadig et stærkt fællesskab for unge
HJØRRING: Kim Kolditz står bag ungdomsforeningen Nemizis, som blev grundlagt for snart 15 år siden. Inspirationen til foreningen udsprang af hans engagement i Hjørring Styrkesport, hvor han oplevede et behov for et stærkt ungdomsfællesskab.
Kolditz fortæller, at han havde mange unge tilknyttet styrkeklubben, hvor de frivilligt vedligeholdt maskinerne mod gratis træningsprogrammer fra ham. Da han forlod klubben, ønskede han at bevare det fællesskab, de havde skabt, og med støtte fra Hjørring Kommune blev Nemizis til virkelighed.
Med hjælp fra gode venner blev bestyrelsen stiftet, og Nemizis kunne slå dørene op som en ungdomsklub med fokus på selvstændighed og ansvar.
I Nemizis har medlemmerne mulighed for at udvikle sig gennem deltagelse i foreningens drift og opgaveløsning. De unge tager ansvar for både sig selv og hinanden, hvilket stadig er kernen i klubbens værdier. Fællesskabet prioriteres højt, og de unge bidrager aktivt til økonomien ved at løse opgaver, som dækker udgifter til husleje og aktiviteter.
Når Nemizis får en opgave udefra, drøftes den i fællesskabet, og ved enighed går medlemmerne sammen om at fuldføre den. Klubben har i år blandt andet bidraget med hjælp til Naturmødet i Hirtshals, Dana Cup, Sommerby Hjørring og har netop startet opsætningen af julepynt for Hjørring Handels medlemmer.
- Jeg vil opfordre alle unge, der er fyldt 15 år, og som har lyst til at være med i vores gode fællesskab, til at besøge os. Vi samles til klubaftner i Hjørring tirsdag, torsdag og søndag kl. 19.00 til 22.00. Og ja, vi løser mange praktiske opgaver - og også svære opgaver, som i starten kan virke uoverskuelige, fortæller Kim Kolditz.
- Men vi hjælper hinanden, og der er også plads til unge, som ikke lige er til at knokle med praktiske opgaver. Vi er meget forskellige på mange punkter, men vi holder sammen og har et stærkt fællesskab, hvor der er plads til alle, fortæller Kim Kolditz.
Nemizis har aktuelt 55 medlemmer, hovedsageligt unge mellem 17 og 25 år. Der er flest unge mænd, men også kvinder deltager aktivt. Nye medlemmer tilbydes en måneds gratis prøvemedlemskab, og et årligt medlemskab koster 200 kr.
Klubben tjener ca. 300.000 kr. om året, som går til husleje og driftsomkostninger, men også til sociale arrangementer som ”tak for hjælpen”-aftener og udflugter. I år har medlemmerne blandt andet været på en tur til Gøteborg, inklusive en dag i Liseberg Forlystelsespark, som en del af deres belønning for indsatsen.