Naturskønt område skal forbedres: - Der er brug for frivillige
LØKKEN: Under coronapandemien er det med et blevet mere populært at bruge natur og skov, hvilket har medført større interesse for faciliteter til udendørs brug. Det gør sig også i Nybæk Plantage.
Der er i den forbindelse opstået et ønske om at skabe en afmærket vandresti fra Løkken by og til Nybæk Plantage syd for Løkken.
Ole Kjær fra Løkken, der er have- og landskabsdesigner, har derfor i samarbejde med en gruppe af interesserede frivillige afholdt et møde med skovfoged Helene Overby og skovløber Flemming Henriksen fra Naturstyrelsen.
Tanken er at forbinde Hundeparken i Løkken med Nybæk Plantage via en sti, hvor noget af stien vil gå gennem fredsskovområdet mellem Brændingen og Omfartsvejen. I samme forbindelse håber man at forskønne Nybæk Plantage med rydning og forbedring af stierne samt bålpladsen og stille et shelter op et egnet sted.
Positivt udfald for mødet
På mødet var Helene Overby meget positiv over for initiativet.
- Nybæk Plantage er meget charmerende med sin varierede natur, sagde skovfogeden.
- Det er et lille lækkert område med lyse løvtræer og gamle mørke graner samt små vådområder med siv og anden vegetation på åbne pladser. Vi vil gerne være med til at lave gode faciliteter til glæde for beboerne og gæster, sagde Helene Overby.
Naturstyrelsen er indstillet på sammen med de frivillige at bidrage med renoveringer i Nybæk Plantage.
Brug for flere hænder
Der blev på mødet foreslået bedre skiltning og flere bænke ved smukke udsigtssteder. Afmærkede stier gennem plantagen skal renoveres, og der anbefales særskilt ridestier. Man vil tage kontakt til brugere af ridestier for at afdække behovet. Naturstyrelsen har allerede søgt penge til et shelter.
- Men vi har ikke ressourcer til at holde regelmæssigt tilsyn, så vi må lade skoven passe sig selv. Derfor er der brug for lokale kræfter der vil holde øje med tingenes tilstand.
- Hvis vi får en konkret henvendelse om noget, der skal ordnes, vil vi gerne sørge for det, siger Flemming Henriksen fra Naturstyrelsen.
Hvis man er interesseret i projektet, så kan Ole Kjær kontaktes på okjaer@okjaer.dk.