Naturpleje af skov i Hirtshals vækker kritik
HIRTSHALS: Elsebeth Strand, der bor på Kærvej i Emmersbæk i Hirtshals er rystet over, at et natur- og skovområde overfor hendes matrikel, i øjeblikket får med grovfilen af en entreprenør, der tilsyneladende er bestilt til at tynde ud i bevoksningen.
- Det er ikke naturpleje, som de påstår. Det er sabotage på et skønt område, som jeg nyder hver eneste dag, siger Elsebeth Strand.
Hun kan godt forstå, at der indimellem skal tyndes ud i et skovområde, men her bliver der gået alt for hårdhændet til værks, mener hun.
- Det er jo alt, også fine små nye træer, der bliver pløjet ned af deres store skovningsmaskiner, siger Elsebeth Strand, der har overvejet at stille sig fysisk i vejen for maskinerne.
Hos Hjørring Kommune, erkender naturmedarbejder, Jens Baggesen, at det kan virke voldsomt, når skovningsmaskinerne tager fat.
- Jeg forstår godt, at nogen synes, det går voldsomt for sig, men det er altså den måde, det foregår på i 2019. Der er imidlertid en plan, og entreprenøren er rigtig dygtig til den slags arbejde. En del af den tætte bevoksning bliver fjernet for at få mere lys i bunden til de nye træer - blandt andet små egetræer. Det skal være lidt skidt, før det bliver godt, og det skal det nok blive, siger Jens Baggesen.
Han kan ikke sætte procenttal på, hvor stor en del af bevoksningen på det i alt 4,5 hektar store område, der bliver fjernet, men det er i hvert fald under halvdelen.
- Vi har fået flere henvendelser, men også positive henvendelser fra naboer, der er glade for at få mere lys ind i deres haver. Vi tror også på, at området fortsat vil være attraktivt for de mange, der går ture i området, siger Jens Baggesen.
- Det bliver ikke det samme. Jeg plejer at kunne se rådyr i skovbrynet. Det er nok slut nu, siger Elsebeth Strand.
Ud over udtyndingen er der også planer om, at Regnbuesøen på et tidspunkt skal oprenses for at få få mere liv i søen igen.