Naturpark Tolne indviet i sol, regn og blæst
Festlig folkefest for den første og eneste naturpark nord for Limfjorden
VENDYSSEL: I lørdags blev den første og hidtil eneste naturpark nord for Limfjorden indviet ved et storstilet arrangement i Tolne området. Naturpark Tolne er efter flere års ihærdigt arbejde fra mange frivillige ildsjæle og Hjørring Kommune, Friluftsrådet, Naturparkrådet nu en realitet. Det blev fejret med folkevandringer fra Landbrugsmuseet i Mosbjerg og fra Tolne Station til Tolne Skovpavillon, hvor borgmester Arne Boelt (A) og bestyrelsesmedlem i Friluftsrådet Helge Søgaard holdt taler og i fællesskab afslørede naturparkskiltet.
Borgmester Arne Boelt nævnte i sin tale, at Hjørring Kommune glæder sig over, at kunne tilføje Naturpark Tolne til de mange andre steder og aktiviteter i kommunen, der viser, at Hjørring Kommune er en naturkommune.
- Hjørring Kommune mener det, når vi siger, at vi satser på naturen i kommunen. Derfor har Flertalsgruppen i Byrådet ved det indgåede budgetforlig for 2020 vedtaget at afsætte 500.000 kroner til en naturvejleder og til videreudvikling af Naturpark Tolne. Endvidere er der afsat 500.000 kroner til Naturmødet og 400.000 kroner til Yxengaard i Tornby Klitplantage, siger Arne Boelt i sin indvielsestale.
Som optakt til den officielle indvielse var der inviteret til folkevandringer fra henholdsvis Landbrugsmuseet i Mosbjerg og fra Tolne Station til Skovpavillonen, hvor indvielsen fandt sted. Til Landbrugsmuseet kom omkring 100, som gik med naturvejleder Jakob Kofoed gennem det smukke efterårslandskab via Bruuns Bakke, hvor Jakob Kofoed fortalte om astrologen Georg Bruun, til Tolne Skovpavillon. Ved Vogn var der rast, hvor Lykkesholm bød på æbler. Klokken 13.15 ankom toget fra Hjørring med gæster, der gik turen til Skovpavillonen, som i gamle dage, hvor det var en traditionel udflugtstur for skolerne med en dag i Tolne Skov. Athena Valentin Jensen fra Hjørring Kommune bød velkommen. Til de der var ankommet tidligere bød Tolne Gjæstgivergaard på kaffe og kage i ventetiden. KFUM spejdernes Brass Band fra Hjørring var sammen med Peter Rasmussens og Lones hestevogne klar til at føre de mange, der var samlet ved Gæstgivergaarden, med fuld musik til Tolne Skovpavillon.
De to folkevandringer mødtes på samme tid fra hver sin side af Skovpavillonen til den officielle indvielse klokken 14. Da mange var ankommet direkte til Skovpavillonen, var der omkring 300 til indvielsen af Tolne Naturpark.
Efter indvielsen var der arrangeret en lang række aktiviteter i området. Borgerforeningen solgte pølser og drikkevarer fra Madpakkehuset. I Stakladen blev børnefilmen Frøken Itsi Bitsi vist, hvorefter Foreningen Tolne Skovpavillon solgte kaffe og kager. Der var gamle lege for børn, og Hjørring Orienteringsklub havde arrangeret et kort orienteringsløb. I Skovpavillonen var der foredrag om maleren Martinus Rørbye, og interesserede kunne melde sig til nogle af de seks forskellige arbejdsgrupper: Natur, kulturarv, friluftsliv, erhverv, formidling og turisme med henblik på at være med til at videreudvikle Naturpark Tolne, der strækker sig over 2.440 ha fra Eskær Skov i nord til Katsig bakker i syd, til Frederiksdal i vest og den gamle kyststrækning mod Skagen Odde i øst.