Naturmøde: Hvis havfruer findes, så skal de redes
Summende børn og summende bier. Skoleklasser fra Hjørring Kommune har fredag indtaget Naturmødet i Hirtshals. I Thunderdome sørger Motor Mille og DR Ramasjang for en lektion i bier og om, hvor vigtige de er i naturen.
11-årige Tobias Johansen fra Sindal forklarer:
- De vil gerne redde naturen og så har de valgt at starte i det små med bierne.
Det er der så også god grund til. De 289 arter i Danmark, hvoraf kun én art samler honning, lider, og tabet af bier, kan betyde en katastrofe i naturen.
- Det er vigtigt, at børn forholder sig til hvor vigtige bierne er. De synes jo nok at bier bare er nogle stikkende insekter, men det er ligesom med ulven. Viden skal være med til fjerne frygten, siger grøn guide i Hjørring Kommune, Carsten Bregnhøj.
Sortering af affald
Så er det måske nemmere at forholde sig til sortering af affald. Flere klasser dyster i at være bedst til at sortere papir, plastik og metal. Det bliver snart virkelighed hos alle husstande i Hjørring Kommune, og det er vigtigt at få børnene med.
- Vi skal sortere affaldet, så det ikke havner i naturen, lyder fra 11-årige Tobias Johansen.
På et af skibene i havnen er der tavshed, mens en forsker fra Aarhus Universitet dissekerer et marsvin.
Lige ved siden af er nogle piger langt mere på bølgelængde med et andet havvæsen - måske af lidt mere tvivlsom oprindelse.
Det mener de imidlertid ikke i nonprofit - foreningen Bibiana, der formidler kunst og kultur til børn, og som bruger Naturmødet til at invitere børnene ind i havfruernes rige.
Der bliver prøvet havfrue- kostumer, og på et stort lærred, skal der sammen med børnene, skabes et varigt kunstsejl med havfruer som tema.
- Dette fantastiske væsen, der går igen i myter og fortællinger. Vi er dykket ned i havfruernes historie, og hvis de findes skal de reddes, siger Stine Dyssel Engel, der er kommunikationsansvarlig i Bibiana.
Caroline Victoria Foghsgaard Folsø fra Løkken tegner på en skitse af en havfrue.
- De er så søde og sjove og mere spændende end sådan et kedeligt dyr, siger hun.
Bibianas mål er blandt at inddrage børnene i at give inspiration til at skabe liv og kultur på de danske havne, og der arbejdes lige nu på at lave en afdeling af foreningen i Hirtshals.