HJØRRING: Natteravnene har fået Hjørring Kommunens Frivilligpris 2018. Prisen blev overrakt ved den store årlige sommerfest i Idrætscenter Vendsyssel i Vrå fredag eftermiddag.
Her var 350 frivillige borgere inden for det sociale felt samlet til hygge og fest. Natteravnene blev fejret og hyldet og med de hædrende ord fulgte en check på 15.000 kroner.
Per Møller, formand for Socialudvalget fortalte inden afsløringen, at der i år var 15 indstillinger. Og han tilføjede, at valget havde været ganske svært.
- Der bliver gjort en rigtig stor, frivillig og uvurderlig, social indsats i kommunen, og det sætter vi meget stor pris på, understregede Per Møller.
- Med frivillighedsprisen ønsker vi at synliggøre det store arbejde, som alle jer der sidder her sammen med de øvrige frivillige gør hver dag.
Natteravnene var indstillet af Trine Torp:
"Ved deres tilstedeværelse på gader, i parker og i værtshuskvartererne bidrager Natteravnene nat efter nat og i al slags vejr til, at de unge trygt kan feste og færdes i nattelivet i Hjørring. Gennem deres rolige fremtoning og tilgængelighed bidrager Natteravnene til øget tryghed, livsglæde, trivsel og gode fællesskaber blandt de unge. De viser de unge, at voksne ikke altid er trælse, men at de også kan være ansvarlige, engagerede og nærværende for de unges skyld", lød det blandt andet i indstillingen.
Formand Jørgen Torp modtog prisen på Natteravnenes vegne sammen med Lone Christensen og Annika Nielsen.
Jørgen Torp takkede for tildelingen, og opfordrede flere til at gå med som natteravn.
- Det er en stor ære, at stå her i dag. Vi har et stort ønske: Vi kunne godt tænke os flere ravne. Nogen her vil måske sig, at de er for gamle, men i København er der en dame på 88 år, der går Natteravn- Så alle kan være med, forsikrede Jørgen Torp, der oplyser, at der i dag er 21 på holdet.
- Vi vil gerne have ti mere med. Og man må gerne gå med på en prøvetur, uden at man binder sig, forsikrede Jørgen Torp.
Socialudvalgsformand Per Møller tilkendegav fra scenen, at han overvejer at gå med - i hvert fald på en enkelt nattur sammen med Natteravnene.
Natteravnene fik Frivilligprisen
De frivillige gør nattelivet tryg for de unge - og der er brug for flere ravne
Birgit Eriksen
Journalist
08. juni 2018 kl. 16.59
Opdateret kl. 17.09