Nanna får julehjælp: - Min økonomi er lidt stram, så hjælpen gør, at jeg kan give min datter på syv år en ekstra god juleaften
137 familier i Hjørring kommune får julehjælp fra Dansk Folkehjælp
HJØRRING: Man kan sagtens hygge sig uden store gaver og bugnenede fade en juleaften i selskab med sine kære - men en god steg, lidt til den søde tand og et par solide pakker under træet gør på den anden side ikke aftenen ringere - da slet ikke, hvis man har børn.
Og i år får 137 familier i Hjørring kommune - mod 100 sidste år - mulighed for at opgradere juleaften, idet de tirsdag hentede julehjælp fra Dansk Folkehjælp i Restaurant Svanelunden i Hjørring.
Hjælpen har en værdi af 1500 kroner og består af julemad og kolonialvarer (500 kr.) og et gavekort på 1000 kr. til indkøb af julegaver til familiens børn.
Ansøgningerne kommer omkring kommunens børne- og familieafdeling for at sikre, at det er enlige forsørgere på overførselsindkomst, der får hjælpen.
Blandt årets modtagere er Nanna Kok fra Tårs. Normalt arbejder hun i restaurations-branchen, men er i øjeblikket i gang med et såkaldt ressourceforløb på grund af en sygemelding.
- Det er en kæmpe hjælp. Min økonomi er lidt stram, så hjælpen gør, at jeg kan give min datter på syv år en ekstra god juleaften, lyder det bag mundbindet.
Også Michelle Nielsen, Hjørring, der er på kontanthjælp, har en datter, der kan få en lidt sjovere juleaften med hjælpen.
- Det betyder meget. Så kan jeg også tage en flæskesteg med derhen, hvor vi skal holde juleaften, siger hun.
Der vankede lidt ekstra
Efterspørgslen på julehjælp er på landsplan steget år for år - og med corona-pandemiens tag i det danske arbejdsmarked har Dansk Folkehjælp haft det største ansøgerfelt hidtil. I år har 15.069 børnefamilier søgt om økonomisk hjælp til at klare julen, hvilket er en stigning i forhold til 2019, hvor 14.600 familier søgte om hjælp.
- Alle dem, der opfylder kriterierne i Hjørring, har fået hjælp. Så vi er meget taknemmelige over den hjælp og opbakning, vi møder lokalt, lyder det fra formanden for Dansk Folkehjælp i Hjørring. Jette Videnkjær.
Hun henviser blandt andet til, at det for nylig lykkedes et lokalt erhvervspanel at ringe 141.000 kroner hjem på blot en time.
I Hjørring vanker der i øvrigt lidt ekstra til modtagerne af julehjælpen: Mere end 60 børn får en ekstra julegave at pakke op. Deres julegaveønsker har hængt på et juletræ i Metropol, og kunder, ansatte og butikker har opfyldt alle ønskerne.
Desuden har Logen Sct. Olai Hjørring inviteret samtlige julehjælps-modtagere med børn en tur i Nordsøen Oceanarium i sensommeren 2021.
Det har logen valgt at gøre, da det ikke var muligt at gennemføre et ellers planlagt julearrangement i Restaurant Svanelunden, som ejes af logen, på grund af corona-situationen.