Mystery-shopper slippes løs i Metropol
Nu skal årets butik kåres i Hjørrings shoppingcenter - søndag er der bagagerumsmarked
HJØRRING: - I denne uge går vi i gang med at kåre Årets butik 2019 i Metropol ShoppingCenter - og det gør vi for hele tiden at have fokus på at levere en god service til vores kunder, fortæller Jane Melgaard Olesen, der er marketing manager i centret.
- Vi startede konkurrencen op sidste år, men i år har vi ændret lidt, så kunderne nu også kan udfylde en kupon i centret og være med til at finde frem til de 5 finalister der skal dyste om titlen. Vores kunder kan - udover at afgive en stemme på vores Facebookside - også udfylde en kupon i butikkerne og være med i konkurrencen om 1 af de 2 gavekort på 250 kr. til centret, som der trækkes lod om blandt alle der stemmer. Kunderne kan deltage her til og med 20. oktober. Når de 5 finalister er fundet umiddelbart herefter, får de besøg af en detailekspert og mystery shopper, som så finder deres favorit ud fra butikkens indretning, facade, service, engagement med mere. Vi håber at mange kunder vil hjælpe os med at finde frem til den helt rigtige butik, der udover æren og titlen også får vandrepokalen og et beløb til personalehygge, siger Jane Melgaard Olesen.
På søndag den 6. oktober er det sidste chance for at se voksudstillingen med alle verdensstjernerne i centret. Man kan blandt andet opleve Messi, Ronaldo og Michael Jackson. I p-kælderen holdes der bagagerumsmarked, hvor man kan komme og gøre et godt fund - der er udsolgt af pladser.