Mygdal Revyen tog publikum med storm

05. april 2022 kl. 16.30

Efter en pause på 25 år var igen revyfest i Mygdal Forsamlingshus arrangeret af Mygdal Borgerforening. I de mellemliggende år har der i stedet for revy været dilettantforestillinger undtagen i coronatiden.

Da det nu er så lang tid siden, at der har været revy, hvor folk fra nær og fjern, der har stukket næsen frem, bliver udsat for godmodige drillerier, var forventningerne selvfølgelig store. De blev til fulde indfriet af det dygtige revyhold med Mads Froberg Pedersen som instruktør. Herudover bestod holdet af Hanne Bendtsen, Lillian Andersen, Mathilde Klitgaard, Peter Mejlvang og Jens Bak. Christian B. Nielsen var revyens spillemand, og Dorthe Brath var sufflør. Palle Madsen og Mogens Brath stod for scenen, og Karina Pedersen og Daniel Vinther styrede lys og lyd.

Revyen varede 2 x 30 minutter med en kort pause. Revynumrene varierede mellem sang og små sketch med hint til det lokale liv.

Der var eksempelvis en sketch med Olsen Banden med slet skjult henvisning til sidste års kommunalvalg.

Godt modtaget

Egon Olesen er igen lukket ud af fængslet, og han har selvfølgelig udtænkt en plan, der ikke kan slå fejl. På en ejendom nær Bjergby findes en borgmesterkæde, der er mange penge værd.

- Jeg kender allerede en køber i Sindal, der er meget interesseret og vil betale millioner for kæden, siger Egon Olsen om sin plan.

Benny og Kjeld og i særdeleshed Yvonne er noget skeptiske, men da Egon serverer svadaen ”Sindssyge kvindemenneske og hundehoveder, hængerøve, fæhoveder, lusede amatører, lusepustere, slapsvanse, småfede grødbønder, feje hunde, jammer-kommoder, klamphuggere, skidespræller, narrehat og elendige socialdemokrater”, går de alligevel med til at gennemføre planen, der selvfølgelig går galt.

Revyen blev særdeles godt modtaget og latteren rungede gennem forsamlingshuset, og til slut var der stående applaus til det dygtige revyhold. Revyen blev spillet to gange. En gang forrige lørdag, der blev indledt med buffet fra Mygdal Landkøkken og efter revyen spillede DJ Kongerslev op til dans. Anden gang var i onsdags, hvor der efter revyen blev budt på kaffe og kage.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste