Musik under Trappen i 19. udgave

16. juli 2017 kl. 08.20

19. udgave af Musik under Trappen præsenterer 31 navne på 8 dage, og herunder lokale bands fra Hirtshals, Sindal og Hjørring.

Hirtshals Musikforening er ved at lægge allersidste hånd på forberedelserne til årets udgave af det store sommerarrangement på Vesthavnen i Hirtshals. Det er efterhånden 19. gang man inviterer til gratis-koncerter, og det foregår fra fredag den 21. juli til og med fredag den 28. juli.

- For os i Hirtshals Musikforening er det jo en slags juleaften. Vi brænder stadig for arrangementet, selvom det har en del år på bagen. Vi får utrolig mange tilkendegivelser fra nær og fjern - nærmest året rundt - omkring arrangementet, og det er rigtig dejligt at folk følger med i forberedelserne, fortæller Rasmus Jespersen, formand for Hirtshals Musikforening.

Der er både gamle kendinge og nye ansigter på scenen i teltet under Trappen

- Vi er fortsat i den situation at det er meget attraktivt for bands, solister og andre sammenhænge at få lov til at spille her. Udfordringen er tit at det er i en ferieperiode, så forberedelserne i forhold til de mange bands kører faktisk mere eller mindre året rundt, og vores musikansvarlige Henrik Vestergaard har virkelig fået oparbejdet et stort og solidt netværk blandt musikerne. I år har vi bands fra Hirtshals, Hjørring, Frederikshavn, Sæby, Skagen, Sindal, Aalborg, Skive, København og sågar et norsk og et engelsk band kigger forbi. Hvis vi kigger tilbage på de tidligere år, så er ca. halvdelen af de optrædende nye fra år til år, og så har vi også en del navne, som har været på plakaten i mange år efterhånden, oplyser han

Årets hovednavn Krebs / Falch vil givet trække mange på havnen.

- Det er faktisk i år 10 sommer i træk at vi præsenterer et stort dansk musiknavn på vores udendørs scene - ganske gratis for publikum, og de kvitterer ved at møde op i tusindvis hvert eneste år. Det er en stor fornøjelse og tilfredsstillelse for os. Her i 2017 har vi som bekendt Krebs/Falch på scenen onsdag den 26. juli. Michael Falch og Poul Krebs. 2 sangskrivere med et nærmest uudtømmeligt hitkatalog, som de drysser ud over publikum - og vi kan næsten ikke vente. Hvis vejret arter sig, så kommer folk hertil fra hele landsdelen. Det er jeg ikke i tvivl om, fortæller Rasmus Jespersen.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste