Musik i Sandet

03. august 2018 kl. 08.38

Musik i Sandet er et helt nyt tiltag i Tversted. Det er Tversted Erhvervsgruppe, der i samarbejde med Tversted Bjærgelaug og Tversted Borgerforening arrangerer musik ved Bådehuset fire fredage i turisthøjsæsonen.

- I flere år har jeg ønsket, at der kunne laves nogle hyggelige udendørs musikarrangementer her i sandet ved Bådehuset. I år er det så lykkedes i samarbejde med andre foreninger, at skabe noget nyt i sommerlivet i Tversted, fortæller Kasper Wæhrens fra Tannisby Camping.

Det første arrangement løb af stablen fredag den 13. juli med bandet Wonderland. Den efterfølgende fredag spillede Jam Band, og i fredags var det bandet Flow, der stod for det musikalske indslag. Næste fredag den 3. august er det sidste gang i denne sommer, at der er Musik i Sandet i Tversted, og det bliver bandet No Big Deal, der runder sæsonen af. Der er musik fra klokken 20 til 22.

Det er muligt at forsøde fredagshyggen med grillede pølser, øl, vin og sodavand til rimelige priser, og måske også med en is fra Det Blå Ishus.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste