Motionsløb i rideklubben: Baghjul til de firbenede
Der var noget at komme efter efter for både de to- og firbenede i Hirtshals Rideklub i weekenden.
Her var alle som lystede nemlig inviteret til løb på rideskolens arealer.
30 deltagere havde tilmeldt sig til arrangementet, hvor man kunne vælge at løbe en enkelt omgang - eller helt op til otte runder, hvilket svarer til ca. en halvmaraton.
Ruten, som lå på rideklubbens arealer, var 2,5 km. lang - og der kom man gennem ridebaner, folde, sø og skov samt tæt på både heste og ryttere, som viste dressuropvisning, springende ekvipager og ponytræk.
- Og for ikke at motionisterne ikke skulle gå sukkerkold, var der depot med både vådt og tørt, fortæller Scharlotte Pedersen, der er næstformand i Hirtshals Rideklub.
"Landlyst Trail - Ti Vilde Heste", som er navnet på løbet, er kommet i stand efter en ide af Lene Kappelgaard, der selv løber med Havstrygerne i Hirtshals.
- Ideen til løbet blev en realitet i samarbejde med Hirtshals Rideklub. Og med 30 deltagere, til dette første løb, er det helt sikkert noget vi vil gentage, siger hun.
Man kan også besøge Hirtshals Rideklub lørdag 21. juli, hvor der holdes stort stævne, med deltagere fra hele Nordjylland.