Motion og juletræ i samme ombæring

14. december 2017 kl. 08.19

Den 16. december runder Loop Fitness Sindal et lille, skarpt hjørne, når Centret kan fejre 2 års fødselsdag. Det fejres med Åbent Hus i Centret fra kl. 9 til 11, hvor man har mulighed for at få en rundvisning i Centret af centrets personale, og samtidig få en snak om, hvad træning i Loop Fitness er.

Man kan også møde Britt Køster, som udover at være instruktør, også er kostrådgiver. Britt vil man kunne møde lige udenfor Centret, hvor hun vil dele opskrifter og smagsprøver ud på godt og sundt julekonfekt.

Udenfor Centret vil man også kunne få en snak med spejderne fra Det Danske Spejderkorps i Sindal, som i dagens anledning tænder op i bålfadene, hvor børn og barnlige sjæle vil kunne bage snobrød og riste skumfiduser - og pinden til det kan man selvfølgelig selv snitte. Hvem ved, om Julenissen har fundet på at gøre noget ved dejen - kom selv forbi og se!

Mens julemusikken lystigt spiller fra Hytten foran Centret, så kan man købe årets juletræ. Vælger man at melde sig ind for kun én krone uden gebyr (gælder hele ugen), så følger der en rabatkupon på 75 kr. med til køb af Juletræet, som Loop Fitness Sindal har valgt at donere til spejdernes gode arbejde i byen. Man vil også kunne "sprænge" sig til præmier inde i Centret, hvor alle er velkommen til også at kigge ind efter en kop varm kakao, kaffe eller the.

Loop Fitness Sindal mener således at der er flere gode grunde til at smutte en tur til Sindal på lørdag mellem kl. 9 og 11, hvor både de sidste gaveindkøb og juletræ kan købes samtidig med, at der kan hygges foran centret.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste