Mosbjerg og Tolne tog en affalds-tørn
DN havde aflyst den nationale indsamlingsdag, men i Tolne og Mosbjerg tog man fat alligevel
MOSBJERG: I lørdags var det den store affaldsindsamlingsdag i Mosbjerg og Tolne området.
For femte år lod Tolne-Mosbjerg Landsbyråd sig inspirere af Danmarks Naturfredningsforenings årlige landsdækkende affaldsindsamling med at samle affald fra veje og grøfter.
Dn var dog aflyst på grund af pandemien i år, og tilslutningen til det lokale initiativ var heller ikke så stor som tidligere år sandsynligvis grundet coronakrisen.
Den officielle dag for forårsrengøringen rundt i hele landet var fastsat til i søndags, men den er udsat til lørdag den 19. september, hvor der verden over samles affald i anledning af World Cleanup Day.
Udgangspunktet for affaldsindsamlingen er Dagli’ Brugsen i Mosbjerg, hvor brugsen normalt byder på kaffe og rundstykker, der nydes, mens formanden for Landsbyrådet Kirsten Walther fordeler affaldsruterne til de fremmødte.
Det hyggelige morgenmøde kunne dog ikke gennemføres i år.
I stedet blev ruterne fordelt udendørs, hvor der er god plads til at holde afstand til hinanden.
Efter et par timer med bøjet ryg og med masser af indsamlet affald bød uddeler Karen Pedersen på kaffe serveret i det fri på Mosbjerg Torv, og Landsbyrådet trakterede med is.