Mormor på mandejagt: Forfatter gæster Hjørring

”Lykken venter lige om hjørnet” er Judith Rothenborgs livshistorie fortalt til journalist og forfatter Pernille Marott

09. oktober 2020 kl. 05.21
Opdateret kl. 11.26

HJØRRING: ”Lykken venter lige om hjørnet” er titlen på en bog skrevet om Judith Rothenborg, der er kendt fra DR1s tv-program Mormor på mandejagt. I bogen ser hun tilbage på et forunderligt og fantastisk, men også smertefuldt liv.

”Lykken venter lige om hjørnet” er Judith Rothenborgs livshistorie fra barndom til nu fortalt til journalist og forfatter Pernille Marott. I efterårsferien fortæller Pernille Marott om arbejdet med Judith, når hun besøger Betty Mogensens Boghandel i Strømgade mandag 12. oktober klokken 16.

- Bogen om Judith Rothenborgs liv er delvist skrevet i Løkken, hvor jeg har tilbragt størstedelen af mine ferier, siden jeg var syv år. Som ung havde jeg sommerjob i Løkken, og da jeg blev ældre, købte jeg mit eget sommerhus i Furreby, som jeg har haft i mere end 20 år, og som jeg fortsat kommer i flere gange om året med min mand og mine fire børn, fortæller Pernille Marott.

- Vi er der selvfølgelig også i efterårsferien, hvor jeg besøger et par boghandlere.

Pernille Marott har tidligere skrevet bøger om karriere og jobsøgning fra sit sommerhus i Løkken.

- Bogen om Judith er min første biografi. Judith blev kendt sidste efterår i den brede befolkning, da DR1 sendte serien Mormor på mandejagt, hvor man følger den nu 71-årige mormors jagt på kærligheden.

- Men Judiths liv er langt mere end udfordringer med kærlighed og karriere. Det er også et liv med utallige svigt og overgreb i en tid, hvor tabuerne er mange. Judiths mod og livsbekræftende tilgang til på en korkpropagtig måde at fortælle om sine smertelige oplevelser, kan forhåbentlig give håb til andre om, at der er en god vej for alle, tilføjer forfatteren.

Om bogen står der blandt andet:

Bogen skildrer en ung kvindes seksuelle udvikling i 1960’erne og 70’erne, hvis personlige liv blev stærkt påvirket af spørgsmål som fri abort og pornoens frigivelse.

Det er også historien om, hvordan man overlever en barndom, hvor der er flere svigt, end der er fødselsdage. En ungdom med overgreb og overskredne grænser, som har påvirket hende dybt, og hvor jagten på at blive elsket resulterer i en lang række skiftende mandebekendtskaber.

”Lykken venter lige om hjørnet er en åbenhjertig og personlig historie fuld af mod, livskraft og positiv tro på, at alting nok skal gå. Og en fast tro på at den store kærlighed venter lige om hjørnet!”

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste