Billede beskrivelse

Mølle-debat: Krig på kniven og mad på gaflen

Deltag i debat om kæmpevindmøllerne ved Børglum, når Hjørring Bibliotekerne igen er klar med en omgang Mad & Meninger

13. februar 2019 kl. 13.30

HJØRRING: Den debatskabende samtale får luft under vingerne til forårets første omgang Mad & Meninger på Hjørring Bibliotek.

Det sker mandag 25. februar kl. 17 - 19, hvor emnet er opførelsen af otte vindmøller med hver en højde på 150 meter. De skal efter planen erstatte de knap 70 meter høje vindmøller, der står to og en halv kilometer syd for Børglum Kloster. Det er et vindmøllelaug og et privat energiselskab, der står for de nye kæmpevindmøller.

De inviterede, der skal på podiet, er tidligere gymnasielærer og nuværende præst, Hanne Drejergaard Kjeldsen, og formand for teknik og miljø i Hjørring Kommune, Søren Smalbro. Førstnævnte er imod planen om at udskifte vindmøllerne, mens sidstnævnte er positivt indstillet. Planlægningen af projektet blev officielt igangsat i begyndelsen af februar.

- Deltag selv i debatten: Hvad er din holdning? Har du én, og vil du dele den?, lyder opfordringen fra Hjørring Bibliotekerne, der serverer et godt måltid mad efterfølgende.

TV2 Nord-journalist Jenni Boelt er moderator. Billetter koster 30 kr. (inkl. mad og drikke) og skal købes senest torsdag 21. februar på www.hjbib.dk eller på biblioteket.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste