Mød op og gør gode tøj-fund

Folkekirkens Nødhjælp sælger ud af usorteret tøj fra Hestkærvej i den kommende weekend

14. maj 2017 kl. 08.22

Folkekirkens Nødhjælp holder åbent hus lørdag og søndag 20. og 21. maj på Hestkærvej 4 i Hjørring. Fra adressen bliver der solgt masser af brugte møbler, og i denne weekend vil der også blive solgt tøj. Tilmed usorteret tøj. Og hermed skulle der være god mulighed for at gøre rigtig gode fund. Tøjet er indleveret i de containere, som Folkekirkens Nødhjælp har opstillet fem forskellige steder i byen.

- Nogle af de sække vi indsamler en gang om ugen i Hjørring bliver sendt til vores genbrugsbutik i Østergade - men rigtig meget af tøjet sendes usorteret videre til vores centrale tøjlager ved Viby i Århus, og de sender tøjet videre til Polen, Holland og Belgien til en kilopris á cirka 3,25 kroner. Men vi kunne rigtig godt tænke os, at meget mere af tøjet blev solgt i Hjørring, fortæller Jens Jørgen Johansen fra Folkekirkens Nødhjælp i Hjørring.

Han har været frivillig hjælper i fem år og er leder af genbrugsbukken på Hestkærvej.

Der bliver hver uge indleveret 35-40 sække tøj i containerne, og langt fra al det indleverede tøj bliver sorteret - det er der nemlig ikke ressourcer til.

Gæsterne får ved weekendens åbent-hus-arrangement mulighed for at gå på jagt i det usorterede tøj. Planen er, at der vil komme nye sække ind på et stort bord hver halve time, og prisen for tøjet vil være 25 kroner per kilo.

- Vores hovedformål er at samle penge ind til nødhjælp, understreger Jens Jørgen Johansen.

- Og i gennemsnit har vores to butikker de seneste fem år tjent en halv mio. kroner til nødhjælp per år. Det er overskuddet.

De mange frivillige fra Folkekirkens Nødhjælp samarbejder om åbent-hus-arrangementet med udlejerne Hanne og Bjarne Ørnbøl. Det er nemlig fem år siden, at Folkekirkens Nødhjælp åbnede på adressen - og siden er der solgt mange brugte møbler og meget andet bohave fra de store udstillingslokaler.

- Bjarne vil opstille et fadølsanlæg, og overskuddet fra salg af øl vil han give til Folkekirkens Nødhjælp i Hjørring - det er en flot gestus, siger Jens Jørgen Johansen.

Der serveres desuden gratis kaffe og småkager, og til børnene er der en lille gave.

Folkekirkens Nødhjælp har 33 frivillige tilknyttet genbrugsbutikken på Hestkærvej, mens 40 frivillige tager hånd om genbrugsbutikken i midtbyen.

På Hestkærvej sørger frivillige for en gang om ugen at hente brugte møbler og andre effekter ind til butikken. Det er også Hestkær-teamet, der henter tøj fra de fem containere i Hjørring.

En af de frivillige er Steen Folsted. Han fortæller, at der altid er tre mand med lastbilen, når der skal hentes møbler fra adresser rundt omkring i Vendsyssel hver onsdag.

- En giver sig, mens de to andre arbejder - så kører det ellers, griner han.

Steen Folsted stortrives i samværet med de andre frivillige.

- Det er hyggelige mennesker, og der er en god tone. Vi har det virkelig hyggeligt - og nu er jeg kommet til at stå for kørslen.

Han har været frivillig i Folkekirkens Nødhjælp i to år.

- Jeg kom med i det her, da jeg mistede min kone. Jeg skulle ud og møde nogle mennesker. Jens Jørgen er min genbo - han var der med det samme, og fik mig med her.

Fælles for holdets deltagere er, at de er pensionister eller efterlønsmodtagere - og fælles for dem er, at de er parate til at gøre en ulønnet, frivillig indsats i en god sags tjeneste.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste