Modig julebelysning giver både øretæver og ros
Hjørring Handel glæder sig over, at byens julebelysning blev kåret som ”julens flotteste” i NORDJYSKE Stiftstidende
HJØRRING: Med 6 stjerner og ord som, ” Kyssetræet i Hjørring, det er ikke bare flot og sjovt. Det er også romantisk. Det er en vild god idé. … Det er smart, sødt, det er sjovt, det er romantisk. Det er det hele. Ja måske mangler vi blot et ord: genialt” fik Hjørring 6 stjerner og blev dermed kåret som Julens Flottest Udsmykkede By i NORDJYSKE Stiftstidende, der har anmeldt julebelysningen i de mest markante byer i Nordjylland.
Øvrige byer som Aalborg, Frederikshavn, Thisted, Aars og Hobro blev også anmeldt og fik mellem 3-5 stjerner.
”Hjørring står skarpt, klart, funklende og lyser stærkest op i hele Nordjylland. Hjørring ér Vendsyssels stjerne! – som de også kaldes – Dejlige Hjørring, Vendsyssel stjerne.” – skriver Nordjyske Stiftstidende om Hjørrings Julebelysning torsdag d. 5.12.2019,
Tre år med fuldt blus på
Byens handelsstandsforening, Hjørring Handel, står bag den unikke julebelysning i Hjørring. Julebelysningen blev opsat for første gang i 2017, og det er således tredje år byen kan nyde den.
- Vi kan slet ikke få armene ned. Vi er så stolte og så glade. Vores julehjerter er lige ved at boble over, og det er virkelig så fantastisk med denne anerkendelse. Vi har arbejdet hårdt for det! Vi har da modtaget øretøver for det, men heldigvis mest roser, ja i det hele taget mange meninger. Så det er rart, at Hjørring Handel nu får denne anerkendelse for deres meget modige julebelysning, siger Rikke Ejsenhardt der er event- og aktivitetschef ved Hjørring Handel.
Modige beslutninger
Men hvad har Hjørring gjort for at skille sig ud som juleby?
- Vi har først og fremmest taget nogle modige beslutninger. Vi har haft fokus på at det skulle have en ”wauw”-effekt og at det skulle være anderledes end andre byer. Vi har arbejdet ud fra en tanke om, at julebelysning i selv skal være en oplevelse, forklarer Rikke Ejsenhardt.
- Således er julebelysningen bygget op med mange oplevelsespunkter, hvor man kan interagere, ”gøre noget”, og så skifter lysene hen over gaden. Vi har tænkt i oplevelsespunkter og ”#kodak-moments”, forstået på den måde, at vi gerne vil sætte scenen for, at folk kan tage flotte julebilleder og selfies.
- Det er ikke den samme julebelysning, der hænger over det hele. Det skifter og på den måde har man incitament til at bevæget sige igennem hele byen og uden for centrum for at se de hele. Det var også et mål vi arbejdede med – vi vil gerne sende folk hele vejen rundt i byen – forbi vores medlemmer.
Et lys på bænken
- Og lige så vigtigt: Vi har ”pakket det ind” i det lækreste og mest kærlige julegavepapir, du kan forestille dig – ligesom butikkerne gør ,når der købes en julegave, konstaterer Rikke Ejsenhardt og forklarer tiltagene;
- Vi lancerede julelogo og navnet ”Dejlige Hjørring” sammen med den nye julebelysning. Vi har kaldt vores juletræ for ”Kyssetræet” og opfordrer til kys og kærlighed, vi har lavet en Kyssesang, der passer dertil, som handler om Hjørring og næstekærlighed, og som spilles i Kyssetræet.
- Vi har kaldt det nyeste element for ”Kærlighedskuppel” med et skilt, hvorpå der står verset, ”Et kys på bænken giver kærlighed i længden”. Hele denne indpakning er med til at forstærke oplevelserne i byen med vores julebelysning. Det er sat ord på. Ord skaber tanker, tanker skaber følelser … og dermed så bliver vi positive stemte, når vi siger ”Dejlige Hjørring”.
- Vi bliver fjollede, når vi skal kysse og kramme i Kyssetræet, vi bliver glade i låget af at bruge kroppen og danse til kyssesangen, når den aktiveres i Kyssetræet – og nu kan vi også få kærlighed i længden, hvis vi kysser på bænken – det giver håb. Det er det, der er det geniale, hvis jeg skal bruge Nordjyskes egne ord om vores julebelysning. Det er, det her med, at vi får gode positive oplevelser, som vi ikke havde regnet med af nogle elementer i metal og plastik rent faktisk kunne gøre.
- Vi bliver bevæget. Vi husker det, fordi det var en unik oplevelse. Det var ikke ”bare” et flot juletræ på 14 meter med 40.000 pærer, der skifter farve. Det var et Kyssetræ, og jeg blev glad, overrasket og imponeret. Det er det, jeg husker – og så selvfølgelig det selfie eller den lille video, der blev taget.
Julemagi
Og hvis du skulle have en dårlig dag i december, så sæt dig på en bænk i nærheden af Kyssetræet. Så vil du opleve unge som gamle, der kysser, krammer, danser, griner og har en lille lykkestund, når de med deres kære går gennem juletræet.
- Det er da Julemagi, der vil noget!