Billede beskrivelse

Millimeter-præcist arbejde: Selv på firmabilernes tag har Blæksprutten-logoet fundet vej

Egotag og Peugeot Hjørring har travlt med at gøre 17 nye firma-biler klar til Blæksprutten

12. februar 2021 kl. 19.13

HJØRRING: Blæksprutter i stort tal har i denne uge indfanget værkstedet hos Egotag i Hjørring.

Hjemmeplejefirmaet Blæksprutten har nemlig leaset 17 nye biler hos Peugeot Hjørring. Og de hvide firma-biler er nu forsynet med det velkendte blæksprutte-logo på sider, front og tag. Hermed kan alle se, når personalet kører ud på vejene for at hjælpe borgere med både pleje og rengøring.

Direktør Kristian Klokkerholm Kristensen fra Egotag glæder sig over samarbejdet med Blæksprutten og Peugeot.

Kristian har været med til at udvikle det nye design til firmaets biler i tæt samarbejde med Blæksprutten.

Billede beskrivelse

Og det er for eksempel ikke tilfældigt, at taget på bilerne også er forsynet med de lange fangearme.

- Når man kigger ud fra vinduet i sin lejlighed, skal man kunne se, at hjemmeplejen er i området, da det skaber tryghed hos borgeren, siger Kristian, der glæder sig over ordren.

- Det er en god ordre, og det er også sjovt. Det giver god stemning på værkstedet, at der kommer 17 biler igennem - det er fedt. Og vi giver den lidt ekstra gas for at nå i mål, tilføjer Kristian.

Ingen skævheder

I værkstedet arbejdede Magnus Falk og Freja Vejrgang med at sætte loger på og pakke håndtag ind på de hvide firmabiler. Der er millimeter på spil, når logoer og skilte skal placeres. Og Magnus og Freja er detaljens mestre, der ikke går på kompromis med skævheder og unøjagtigheder. Foliet skal sidde perfekt, inden bilerne ruller ud på vejen.

Billede beskrivelse

- Frem med tommestokken. Vi overlader ikke noget til tilfældighederne, smiler Magnus, der er i gang med at pakke blåt folie omkring et hvidt håndtag.

- Det er supersjovt, når firmaerne gør noget ud af deres bilreklamer. Vi lægger jo navn til, og det er skønt at se bilerne ude i byen, når de ser godt ud.

Flot og frisk bil

Efterhånden som bilerne blev ”pakket ind” hos Egotag, blev de linet op uden for Bilhuset Hjørring på Frederikshavnsvej.

Bilerne er den nye model Peugeot 208.

- Det er en ny, flot og frisk bil, som vi får ombygget indvendig på vores værksted, så hjemmeplejen kan bruge den, fortæller Rune Ellesøe Dalsgaard, der står for erhvervssalg i Bilhuset Hjørring.

Rune tilføjer, at der er stram deadline på leveringen. Bilerne skal stå klar 1. marts, men både levering af biler, ombygning og indpakning hos Egotag bliver klaret inden for tidsrammen, forsikrer han.

Klar til nye opgaver

I forbindelse med indgåelse af kontrakten med Hjørring Kommune oplever Blæksprutten en tilgang i borgere og flere daglige ruter.

- Derfor udvider vi med 17 nye biler. De bliver fra 1. marts en del af bybilledet i Hjørring, og vi glæder os til at komme rundt med de nye biler til vores borgere, siger administrerende direktør Vibeke Haaning fra Blæksprutten.

- Det er vigtigt for os, at vores medarbejdere føler sig trygge under transporten rundt til borgerne, og i samarbejdet med Bilhuset Hjørring har vi fundet en rigtig god løsning med de nye biler.

Egotag var i forvejen en af Blækspruttens faste samarbejdspartnere

- Og vi er glade for, at de varetager opgaven med at få bilerne gjort helt klar med vores logo. Vi har ændret lidt i logoet. Den store genkendelige blæksprutte er der selvfølgelig stadig, men nu i selskab med teksten ”Blæksprutten Hjemmepleje”, så der ikke er tvivl om, at hjemmepleje er kernen i vores virksomhed.

Billede beskrivelse
Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste