Middelaldermarked på Børglum Kloster velbesøgt
Deltagere og gæster sendt tilbage til middelalderen i markedets tre dage
BØRGLUM: I hele 3 dage blev Børglum Kloster sendt tilbage til middelalderen.
Middelaldermarkedet på Børglum Kloster var det største middelaldermarked nogensinde med omkring 50 telte og 150 deltagere. Gøglere, riddere, middelaldermusikere, munke og meget mere, boede i teltlejren omkring klosteret i de 3 dage.
Som noget helt nyt i år vendte munkene også tilbage til klosteret og afholdte både messe og tidesang i klosterkirken.
Om fredagen besøgte Hjørring Revyen markedet med Krumme fra Hjørring. Revyskuespillerne: Henrik Baloo Andersen, Preben Christensen, Trine Gadeberg, Kasper Lefevre og Carsten Steffensen besøgte middelaldermarkedet. I år var det niende gang, at Hjørring Revyen har lagt vejen forbi middelaldermarkedet. Det vil sige at næste år er jubilæumsår.
Revyen samledes i porten foran indgangen, hvor 2. viceborgmester i Hjørring Kommune Henrik Jørgensen og revydirektør Henrik Baloo Andersen begge holdt en åbningstale. Derefter gik vejen til Krummes Hule, hvor skuespillerne, som traditionen byder, satte deres underskrift på Krummes lagen.
Planlægningen er allerede påbegyndt til næste års marked. Datoerne i 2020 bliver 19. 20. og 21. juni.