Metropol melder alt optaget

29. august 2017 kl. 08.15
Opdateret kl. 10.05

Når Bianco Sko i slutningen af september måned slår dørene op, så er samtlige butikslokaler i shoppingcenteret Metropol lejet ud.

I alt 42 butikker, cafeer og restauranter er der i stueetagen. Og derudover er der bibliotek og fitnesscenter på første sal.

Til trods for Hjørring Kommunes indbyggertal på knap 65.500 borgere, så var der sidste år 3,1 millioner kunder, som handlede i Metropol - eller "metropolen", som centret hurtigt blev til i folkemunde.

- Vi har nok snart nået toppen for hvor mange, der kan komme, siger center manager, Lars Slyngborg.

Efter en svær start midt i finanskrisen i 2008 har butikscentret her ni år senere vist sin værdi.

I 2012 var der 2,5 millioner kunder årligt og i 2013 og 2015 blev Metropol kåret som Danmarks bedste shoppingcenter i kategorien shoppingcentre under 25.000 kvadratmeter.

- Hjørring har den fordel i modsætning til en by om f.eks. Randers, at der er mange turister, så butikkerne ikke lider om sommeren, siger center manageren.

Succesen afspejles da også af, at der i dag er butiksejere, som står på venteliste for at komme ind i det attraktive center.

- Vi siger hellere nej, hvis lejeren ikke passer det butiksmiks, som vi ønsker. Vi er meget selektive med, hvem vi vil have ind, og vi venter hellere på den rette. Det var blandt andet derfor lokalerne, hvor Fona lå, stod tomme i en periode, forklarer Lars Slyngborg.

Erstatningen for Fona blev Fætter BR.

- Vi har ventet på at få en legetøjsbutik siden 2008, erkender Lars Slyngborg.

Tøjkæden Nielsen har været med fra starten og er meget tilfredse med den strategi, som centerledelsen har lagt.

- Vi har oplevet vækst siden vi åbnede, siger butikschef Sten Nygaard fra Nielsen.

Malene Buhl håber på, at få samme succes. For en måned siden flyttede hun i Metropol fra et lokale i Østergade, hvor hun overtog en børnetøjsforretning.

- Jeg er uddannet i Metropolen, det er et godt center, jeg kan godt lide selv at handle her. Og så kiggede jeg på hvor der er flest kunder og penge.

- Det kan godt være, at det er dyrere at bo her og der er ekstra udgifter til personale, men jeg tror nok det skal være det hele værd, siger Malene Buhl, indehaver af Hønemor.

Hun nåede at få tre måneder i det gamle lokale i Østergade, og allerede efter den første måned i Metropol kan hun mærke en fremgang.

Mens stueetagen er fuldt udlejet, så har Metropol stadig ét ledigt lokale på første sal, hvor Nykredit lå. Det lokale har stået tomt længe.

- Vi leder efter det rigtige, som kan være med til at trække flere kunder til centeret, siger Lars Slyngborg.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste