Menu med japansk forfatter, jazz og mad i Tversted Skole
Marianne Isager og Nels Gaardahl er gået sammen om at arrangere en en tre retters menu med mad, foredrag og musik i skolernes efterårsferie.
Det foregår på Tversted Skole onsdag den 18. oktober, hvor oversætter Mette Holm holder foredrag om den japanske forfatter Haruki Murakami ledsaget af jazz spillet af bassisten Albert Reinholt Østergård og band. Der er jo igen Jazzy Days i byen.
Med i programmet på den tidligere skole hører også en tre retters menu tilberedt af de lokale kokke, Ronnie Sten og Kristian Brønshøj i skolens nye køkken.
Aftenens tema handler dog især om Haruki Murakamis forfatterskab. Han har blandt andet udgivet bøgerne Kafka på stranden, Trækopfuglens krønike og den filmatiserede bog Norwegian Wood.
Haruki Murakamis bøger er fulde af referencer til vestlig litteratur, til mad, men mest af alt til musik. Faktisk skriver han som han gør på grund af jazzen. Hør helt præcist hvordan jazzen influerer forfatterskabet, og find også ud af de forskellige roller whisky spiller i hans værker, når Mette Holm, hans danske oversætter, lægger op til en aften med jazz-titler fra det murakamiske univers og vi serverer en lækker 3 retters menu inspireret og ledsaget af forskellig whisky.
Mette Holm har oversat Murakamis romaner i snart 20 år og er nu i gang med hans seneste roman, Killing Commendatore. Endvidere er Mette Holm aktuel lige nu, med sine rejsebreve fra Japan i DR1, der netop omhandler de steder der beskrives i Haruki Murakamis bøger. Mette Holm er også oversætter af det aktuelle TV program fra Japan, hvor Michael Bertelsen følger pilgrimsruten Shikoku rundt.
Nærmere oplysninger om program, pris og tilmelding på Isager Striks hjemmeside.