Mental sundhed via fysisk aktivitet
BEVÆG DIG FOR LIVET: Verdens Mentale Sundhedsdag blev markeret i Hjørring
Torsdag formiddag viste det ustadige efterårsvejr sig heldigvis fra sin gode side, da man i Hjørring var med til at markere Verdens Mentale Sundhedsdag. Mere end 100 var dukket op i Park Vendia for enten at cykle ti kilometer eller gå tre kilometer.
IFS Hjørring (Idræt for Sindet) var medarrangør - en forening med mere end 100 medlemmer, der er psykisk sårbare eller har en sindslidelse.
Det er nu femte år, at Verdens Mentale Sundhedsdag fejres med cykelture i hele landet.
Mennesker med psykiske vanskeligheder slås ofte også med livstilssygdomme og dør i gennemsnit 15-20 år tidligere end resten af befolkningen. Håbet med cykelturene er sprede cykelglæde og inspirere mennesker med psykiske vanskeligheder til hoppe på cyklen - enten alene eller gennem lokale cykeltilbud.
Det er Bevæg dig for livet - Parasport og Idræt for Sindet og Dansk Arbejder Idrætsforbund, der i Hjørring samarbejder med IFS Hjørring.
- Én cykeltur gør det selvfølgelig ikke alene, hvis man er psykisk sårbar og mangler netværk og motion. Men vi tror på, at deltagerne på turene kan få smag for, hvad det gør at bevæge sig sammen med andre, og måske også får en snak med én fra det lokale foreningsmiljø, siger Sarah Pedersen, som er projektleder i Bevæg dig for livet - Parasport og Idræt for Sindet.