- Meget mere end et arbejde

Bjarne Rødkjær har i 25 år taget hånd om gæster til bryllupper, barnedåb og begravelser ved Sct. Hans Kirke i Hjørring

07. maj 2020 kl. 05.36

HJØRRING: For Bjarne Rødkjær er arbejdet i Sct. Hans Sogn meget mere end et arbejde. I 25 år har han mødt borgerne i både de festlige og tunge stunder. Og netop mødet og samspillet med mennesker er med til at give hans arbejde et værdifuldt indhold.

- Det er et fantastisk arbejde. Jeg har de praktiske opgaver med at klippe grangrene og hække. Men jeg ved også lidt om, hvordan mennesker tænker og reagerer i forskellige situationer.

Følger sognets liv

Bjarne Rødkjær tilføjer, at medarbejderne på kirkegården skal have en god fornemmelse for, hvornår de skal være der for de efterladte, og ikke mindst hvornår de skal holde sig i baggrunden. Og han konstaterer, at arbejdet sagtens kan været forbundet med sjælesorg.

- Jeg er her som menneske, og tager mig af mine medmennesker uden at blive omklamrende.

- Vi møder de efterladte før og efter begravelsen, og vi er med under handlingen i kirken. Vi er der også et år efter på dødsdagen, eller når de skulle have haft guldbryllup. En vigtig del af vores job er at være Folkekirkens ansigt udadtil.

Bjarne Rødkjær er kirkegårdsleder, men både kirkegården og kirkerummet udgør hans arbejdsplads.

- For mig er det væsentligt, at jeg kan følge sognets liv til begravelser, bisættelser og bryllupper. I kirken får jeg en del af borgernes historier. Når jeg skal møde en efterladt på kirkegården, har jeg hørt deres baggrund i kirken. Det skaber helhed i mit arbejde, og det har gennem årene givet mig et stort, værdifuldt lokalkendskab.

Kendt i hele landet

Bjarne Rødkjær fra Sct. Hans Kirke er i øvrigt kendt landet over. Han er fagforeningsformand for alle graverne i Danmark i FAKK - Forbundet af kirke- og kirkegårdsansatte. I 2008 lod han sig opstille til næstformandsposten. Den blev for otte år siden vekslet til en formandspost, og han er nu genvalgt for endnu to år.

- Da jeg begyndte for 25 år siden, gik der et par måneder, og så var jeg valgt til provsti-tillidsmand, fortæller han og tilføjer, at han gerne vil ”blande sig” og har lettere ved at sige ja end nej. Således har han blandt andet været aktiv i skolebestyrelse, baptistspejderne og menighedsråd i sit eget lokalområde i Sindal.

Corona-task-force

Med jævne mellemrum sætter han fødderne på de bonede gulve i Kirkeministeriet for at sikre gode overenskomster til kollegaerne, og han er da også en del af ministeriets task-force i forbindelse med håndteringen af coronakrisen.

- Vi har været med at lave retningslinjer for kirker og kirkegårde, siger Bjarne Rødkjær.

Netop faren for corona-smitte var årsag til, at Bjarne Rødkjær ikke kunne holde sit jubilæum på dagen. Den faldt nemlig 1. april. Så i søndags blev jubilæet markeret med forsinkelse, og med nedsat kraft i forhold til en traditionel fejring.

Den rette hylde

At Bjarne Rødkjær i dag er kirkegårdsleder på 25. år, er ikke helt tilfældigt.

- Jeg havde en onkel, der var graver for mange år siden, og allerede den gang tænkte jeg, at det kunne være interessant.

Inden han fandt ind i faget, var han en tur omkring et rengøringsarbejde på sygehuset, prøvede kræfter som selvstændig landmand og arbejdede ved maskinstation.

- I en arbejdsløshedsperiode fik jeg en stilling som gravermedhjælper i Astrup, og efter kort tid blev jeg vikar for alle graverne i Sindal Kommune.

Bjarne Rødkjær er baptist, og har altid været åben om sin tro - også til ansættelsessamtalen i Sct. Hans Sogn. Det forhold gjorde ingen forskel for menighedsrådet i Hjørring. Han blev ansat og har siden da været en skattet, loyal og engageret medarbejder.

- Og det har været usandsynligt spændende og dejlige år. Det her er min rigtige hylde. Jeg er meget taknemmelig overfor menighedsråd, præster og kollegaer, jeg har arbejdet sammen med i 25 år.

Bjarne Rødkjær er 63 år og har lige fået sit efterlønsbevis.

- Jeg har altid sagt, at jeg skulle blive 70, inden jeg stoppede. Nu fik jeg så en blodprop i hjernen for fem år siden, og det sætter livet i et andet perspektiv. Min fratræden bliver nok fremskyndet lidt, men jeg har ingen aktuelle planer, smiler Bjarne Rødkjær.

Modeltogbane - med kirker

Han slapper godt af på camping med sin hustru Birthe, som han i øvrigt arbejder sammen med på kirkegården i Hjørring.

Parret har fire voksne børn - Eva, Daniel, Simon og Sarah - og svigerbørn, og de er beriget med seks skønne børnebørn.

- Når jeg skal koble helt af, leger jeg med modeltog - det er så befriende, smiler Bjarne og fortæller, at han har indrettet et værelse i hjemmet i Sindal til togbanen.

- Som dreng havde mine to fætre modeltog, men det var forbudt område - vi fik aldrig lov at røre det. Så jeg har hele tiden sagt, at når jeg engang bliver gammel, skulle jeg have tog.

Og selvfølgelig har Bjarnes modelbane både kirkegård og kirker - ja helt præcis tre kirker og to kirkegårde.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste