Med turistchefen som guide:
Fra Fiskerby til ferieby SOMMEr 2020: Lønstrup turistforening kan snart fejre 70 års jubilæum
Hen over sommeren bringer vi en række artikler fra Lønstrup fortalt af Lønstrup Turistforening.
Med turistchef Helle Sigetty som guide kommer vi på rundtur i Lønstrup. I dag fortæller Helle Sigetty om turistforeningen:
Lønstrup turistforening er stiftet i 1951 og har i snart 70 år været omdrejningspunkt for den lokale turismeudvikling i Lønstrup. Hotelejer Emil Wrensted fra Lindemanns hotel stifter i 1951 Lønstrup Turistforening, og ansætter Kirsten Færch – de danner makkerpar i 25 år, og da Kirsten Færch slutter sin karriere, er det som landets længst virkende turistchef i 41 år!
I denne periode omdannes Lønstrup fra fiskerby til ferieby. I dag kender vi Lønstrup som kunstens by, med mange gallerier og kunsthåndværkere, der bor og arbejder i Lønstrup, og er med til at skabe liv hele året.
Lønstrup turistforening arbejder året rundt med formidling af Lønstrup og med projekter i byen til glæde for turister og lokale. Lige nu planlægger vi blandt andet Lønstrup vandrefestival 2021 og arbejder på, at få en sauna til vores helårsbadere.
Siden 1994 har vi lavet den årlige kunstplakat og i år er den lavet af Peter W. Nielsen en skøn akvarel af Rubjerg Knude fyr.
Vi har et tæt samarbejde med lokale tegner Anders Budolf, som hvert år tegner vores lønstruppige som cover til vores lønstrupguide. Lønstruppigerne findes også som plakater og kort og er utrolig populære. Sammen med Anders har vi lavet et lønstrupdesign med plakater, kort og tøj, som vi sælger både i Lønstrup og online på loenstrupshop.dk
Vi glæder os til at fejre turistforeningens 70 års jubilæum næste år.