Billede beskrivelse

Markliv og højskolen i nyt grønt samarbejde

Vrå Højskole har fået ny lokal leverandør af grøntsager - nemlig microlandbruget Markliv, der er drevet af Mads Rubæk og Michael Søe Larsen

18. juni 2020 kl. 08.00

KOMMUNEN: Lidt nord for Vrå på Boruphedevej ligger Markliv. Et lille landbrug med 2000 kvadratmeter jord, der blev startet op i efteråret 2019.

- Vi er ikke ret meget større end en forvokset køkkenhave, men vores måde at dyrke jorden på giver os mulighed for at få det maksimale udbytte af et lille areal, fortæller Michael Søe Larsen, der er uddannet landmand fra Kalø Økologiske Landbrugsskole.

Mads Rubæk, der er serviceøkonom, iværksætter og idémand bag Markliv, supplerer:

- En af vores mange tilgange er, at vi ikke bruger maskiner, og ikke pløjer jorden. På den måde får vi et sundt mikroliv, som er vigtigt for en frugtbar jord, der giver sunde og næringsrige grøntsager.

- Desuden har vi et rotationssystem, hvor vi hvert femte år giver jorden to års hvile.

- Så vi undgår en udpint jord men får i stedet et areal, der kan dyrkes de næste mange generationer frem.

Mads er 28 år og oprindeligt fra Vrå, mens Michael 36 og fra Storevorde.

Deres nystartede virksomhed har imponeret køkkenchefen på Vrå Højskole, Sune Hansen:

- Markliv er eksemplet på en helt ny måde at være landmænd på. Det vil vi som højskole gerne støtte.

- Dels fordi deres råvarer er helt friske og i meget høj kvalitet, dels fordi det ligger nærmest i vores baghave - og dels fordi vi gerne er med til at skubbe gode, bæredygtige projekter i gang, også selv om de måske er lidt utraditionelle her i Nordjylland.

Mads Rubæk og Michael Søe Larsen er glade for samarbejdet:

- At få højskolen som kunde er lidt af en drømmesituation. Her er vi blevet mødt af en utrolig stor fleksibilitet og af et kreativ køkken, der laver menuen efter, hvad der er i sæson og klar til høst.

- Det er fantastisk i en tid, hvor alt er standardiseret og agurken ikke må være krum, siger Mads.

Selv om Marklivs grøntsager koster mere end dem, der ligger i supermarkedet, så håber Mads og Michael på at få afsat deres varer. Ganske enkelt fordi de smager bedre:

- Vi har fået kvaliteten tilbage i grøntsagerne, fordi vi kan høste dem få timer, før de kommer på en tallerken. Vi høster og leverer samme dag, som kokkene på højskolen serverer dem. Der kan ofte gå flere uger, før en tomat fra Spanien bliver tilberedt. Her er smagsforskellen ikke til at tage fejl af, siger Michael.

På Vrå Højskole er man ikke bange for mer-prisen.

- Kvalitet og pris hænger sammen. Det er også tilfældet for Marklivs grøntsager. På højskolen har vi allerede det økologiske bronzemærke, men vi vil gerne give vores kursister, gæster og elever en endnu større madoplevelse. Det kan vi med Mads og Michael som leverandør, siger Sune Hansen.

Markliv åbner lørdag den 27. juni en vejbod på Boruphedevej 37.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste