Marked med Egon og Benny

Olsen Banden var på spil til sommermarked i Håndværkernes Hus

19. juni 2018 kl. 05.02
Forklædt som Benny - ham med de gule sokker og den storternede jakke fra Olsen Banden - bød Aksel Stigaard sammen med de øvrige brugere indenfor i Håndværkernes Hus i Hjørring.
Det årlige sommermarked bød traditionen tro på en masse boder med fristelser skabt af håndværkere og andre kreative ildsjæle. Og så blev børnene udfordret i en konkurrence med Olsen Banden-tema.
Således var Benny alias Aksel Stigaard ikke alene. Yvonne, Egon og Keld var der skam også.
Aksel Stigaard er husets markedsansvarlige og brugerformand. Han havde travlt med at brygge kaffe og servere lækkerier til gæsterne. Blandt andet var der run på de sukkermadder og fedtemadder, som Søren Hald havde lanceret.
- De er gået rent ind, lød meldingen fra husets café.
Og Søren Hald var i øvrigt selveste Egon Olsen under markedet - selvfølgelig med en skudstikker plan under armen.
Håndværkernes Hus er en selvejende institution.
- Vi får ingen kommunale tilskud og skal sikre penge til husets drift - derfor laver vi markeder, der kan være med sikrer et overskud, så huset kan forblive, fortæller Aksel Stigaard.
- Vi synes samtidig, det er sjovt og hyggeligt. Vi brugere har det rigtig godt med hinanden. Vi møder en masse herlige mennesker. Folk er positive og glade - og vi får en masse gode kontakter og relationer. Og det er dejligt at vise noget af det, vi er gode til, sagde Aksel Stigaard, der er koordinator for arrangementer og rundvisninger i huset.
- Og vi er alle frivillige. Vi gør det, fordi vi kan lide det - og vi er her i det omfang, vi magter det, tilføjede Aksel Stigaard, der har været aktiv i huset i to et halvt år.
Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste