Billede beskrivelse

Maria Helleberg gæster Hjørring

05. april 2018 kl. 16.57

Mandag 9. april kl. 14.30 holder forfatteren Maria Helleberg foredrag om Kvinderne fra Thy. Arrangementet foregår i sognegården, Torvet 4, Hjørring.

Arrangør er Sct. Hans og Sct. Catharinæ menighedsråd.

Maria Helleberg er kendt for sine historiske romaner om berømte kvinder. Med romanen Kvinderne fra Thy bevæger hun sig ind i et helt andet miljø, et barskt landligt og provinsielt miljø i årene før og efter 1900. Et miljø knuget af Indre Missions strenge normer, hvor kvinderne er underlagt mændene, og hvor mænds druk og spillelidenskab hurtigt kan trække tæppet væk under familien. Det er kvindernes lod under alle omstændigheder at slide og slæbe for at holde familien oven vande. I det miljø lever to stærke kvinder, forfatterens oldemor Mariane og hendes mormor Marie, et omskifteligt liv.

Mariane bliver tvunget til at gifte sig med en fattig husmand, der senere forlader hende og en stor børneflok for at søge lykken i Amerika. Hun har dog mod til at udfordre normerne og skabe et ganske vist fattigt, men selvstændigt og meningsfyldt liv som jordemoder. Hun er ikke en følsom og kærlig mor, men hun sørger for sine børn. Der åbner sig døre på klem for hende til en større verden, men de smækkes i igen. Dog har hun erindringen om store teateroplevelser og enkelte bøger, der åbner nye verdener for hende i den sparsomme fritid.

Datteren Marie er ikke tilfreds med at være pige i huset og opsøger målbevidst en hattemager for selv at skabe sig en levevej som modist. Hun vælger selv sin ægtemand, en køn og charmerende møllersøn, der dog viser sig at være lidt for vidtløftig. Som sin mor oplever Marie op- og nedture, men tiden er en anden, og hun har lidt flere handlemuligheder.

Deres skæbner væves ind i et tidsbillede, hvor man fornemmer forskellen på by og land, missionens knugende magt, både den verdslige og åndelige armod, men også den frisættende kultur, der findes. Man får desuden et indtryk af det skred, der så småt sker i perioden, hen mod en større selvstændighed for kvinder.

Sammen med Maria Helleberg optræder middelalder-musikgruppen Götterfunken med sang og flere instrumenter. Gruppen opstod under Kulturmødet Bornholm i 2004 og har fulgt forfatteren til arrangementer rundt i landet.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste