Mand fængslet for voldtægt og trusler
Anholdt efter "alvorlig uro" i Hjørring
HJØRRING: En 43-årig mand blev torsdag eftermiddag varetægtsfængslet i fire uger, efter han onsdag eftermiddag blev anholdt på en adresse i Hjørring.
Politiet havde forud for anholdelsen modtaget en anmeldelse om "alvorlig uro" og sendte straks et par patruljer til stedet.
På baggrund af en samlet vurdering af situationen på adressen og afhøring af vidner, blev manden sigtet for at have voldtaget sin tidligere samlever og truet hende med kniv.
Torsdag eftermiddag blev han fremstillet i grundlovsforhør ved retten i Hjørring.
Manden kan nu se frem til at tilbringe nytåret bag tremmer.
- Han er varetægtsfængslet i fire uger på efterforskningsgrundlag. Vi har noget efterforskning, vi skal have gjort færdig, siger politikommissær i Hjørring Thomas Albrechtsen.
Den 43-årige mand kærede fængslingen til landsretten, skriver anklageren på Twitter.