Målorgie i Klarup gav tre vigtige point til Hjørring-team
Hjørring Futsal tog sejren hjem med et slutfacit på 12-7 mod RKG
HJØRRING: Knap 100 tilskuere var på plads i Klarup Hallen søndag aften, da teamet fra Hjørring Futsal mødte RKG, og 90 procent af tilskuerne havde taget turen fra Hjørring for at bakke op om deres lokale hold.
Og Hjørring-teamet tog da også sejren hjem med et slutfacit på 12-7.
Som duks i Liga Vest lå favoritværdigheden på Hjørring Futsal og især 1. halvleg viste forskellen på top og bund.
Oliver Helledie Isaksen åbnede kampen med en flot scoring til 1-0, men hjemmeholdet svarede hurtigt igen med udligningen til 1-1.
Arfan Habibi stemplede herefter ind i kampen med scoringen til 2-1 på oplæg fra Mads Juel Rasmussen og kort efter var Oliver igen på pletten til 3-1, da Granit Gashi sendte ham afsted alene mod mål.
Arfan scorede herefter til både 4-1 og 5-1 på oplæg fra hhv. Mads Juel Rasmussen og Ruben Winther før, at han selv stod for oplægget til 6-1, der blev sat ind af Christian Amtoft.
6-1 var stillingen ved pausen efter en halvleg, hvor forskellen på top og bund tydeligt blev demonstreret.
2. halvleg blev langt fra ligeså velspillet som 1. halvleg, men derimod langt mere dramatisk.
2. halvleg startede ellers hvor den første sluttede i det, at Ruben Winther først gjorde det til 7-1 på oplæg af Arfan Habibi og kort efter kom Mads Juel Rasmussen på tavlen med scoringen til 8-1.
Herefter tog kampen en markant drejning, da hjemmeholdet først reducerede til 2-8 på et meget tvivlsomt mål og kort efter var hjemmeholdet igen på spil, da de udnyttede sløset opspil og forsvarsspil og gjorde det til 3-8.
Det tændte for alvor op under RKG, der begyndte at spille meget hårdt fysisk.
Hjemmeholdet reducerede endnu engang til 4-8, og efter næsten 10 minutter uden scoringer forlod André Christiansen sit mål og gik med frem i overtalsspil, hvor han fra distancen sparkede bolden i mål til 9-4.
- Vi fortsatte dog slingrekursen og kort efter kom hjemmeholdet igen på måltavlen, da de efter fint opspil nærmest tacklede bolden forbi André i målet til 5-9, lyder det fra Danny Røgind i kampreferatet.
Arfan Habibi fulgte herefter op på en afslutning fra Mads Hoe Nielsen og sendte bolden i kassen til 10-5 før, at hjemmeholdet igen udnyttede sløset forsvarsspil til, at reducere til 6-10.
Granit Gashi fik herefter endelig udbytte af sit hårde arbejde, da han efter flere brændte chancer blev spillet helt fri foran mål af Arfan Habibi og Granit sparkede den sikkert i mål til 11-6.
- Vi var dog ikke færdige med, at dumme os i kampen, for med ca. 1 minut tilbage af kampen gik André endnu engang med frem og en dårlig afslutning blev opsnappet af hjemmeholdet, der herefter kunne sparke bolden i tomt mål, lyder det videre fra Danny Røgind.
- Arfan Habibi fik dog pyntet lidt på vores horrible 2. halvleg, da han modtog bolden fra Oliver Helledie Isaksen omkring midten, hvorefter han med en flot solotur lukkede kampen til slutfacit 12-7.
- Med de 3 vigtige point er vi nu oppe på 28 ud af 30 mulige for 10 runder, hvilket er over al forventning. Der resterer nu blot 4 runder i Liga Vest og med 13 point ned til Kolding Futsal på 4. pladsen, er vi nu allerede sikre på top 3.
SUB Sønderborg Inter og Lystrup Futsal ligger hhv. 5 og 8 point efter os, men Hjørring Futsal mangler stadig at møde begge på udebane i to meget svære kampe.
Kampens Spiller blev Arfan Habibi og med 5 mål og 3 målgivende afleveringer er det fuldt fortjent.
I rundens øvrige kampe slog Kolding Futsal fredag Aabenraa Boldklub på udebane med 6-4, Lystrup Futsal slog lørdag Søhus Stige Futsal på udebane med 7-4 og SUB Sønderborg Inter viste storform med en sikker 6-0 sejr hjemme over Midtals Futsal.