Lyserød kampdag på stadion
Kvinderne får gratis adgang på stadion i Hjørring mandag 2. oktober - dagen står nemlig i kvindernes tegn.
Vendsyssel FF afvikler i forbindelse med kampen Vendsyssel FF - Esbjerg, mandag klokken 19 eventen "Lyserød Mandag".
En event, hvor alle kvinder har gratis adgang til kampen.
- De kan fra torsdag 28. september hente billetter i udvalgte butikker i Hjørring, oplyser Mogens Krogh fra Vendsyssel FF.
Han opfordrer kvinderne til at følge Vendsyssel FF på Facebook, idet siden bliver opdateret med detaljer om eventen.
- De fremmødte kvinder bliver budt velkommen med lyserøde "bobler" og alle kvindelige hjælpere signalerer "lyserød mandag"
I pausen af kampen er der lodtrækning af flotte gaver, til heldige, fremmødte kvinder.
- Gaverne er skænket af områdets butikker. De butikker som kvinderne helst besøger.
Vendsyssel FF donerer, med hjælp fra klubbens loyale samarbejdspartnere, et beløb per kvinde, der kommer til kampen.
Beløbet doneres til "Lyserød Lørdag", der afvikles lørdag 7. oktober. En event der indsamler penge til Kræftens Bekæmpelses "Støt Brysterne" kampagne.
- Få en god fodboldoplevelse og støt et godt formål! Det bliver en god mandag - en lyserød mandag i kvindernes tegn, lyder opfordringen fra Vendsyssel FF.