Lynnedslag drev gudstjeneste ind i børnehaver
Fernisering var ved at blive spoleret - men ved fælles hjælp lykkedes det at redde dagen for alle
Et forfærdeligt uvejr - med voldsomme lyn og torden - hærgede forleden i Tårs.
For de mange små sjæle i Børnehuset Tårs var der ellers sat et stort kryds i kalenderen - for dem var tirsdag 19. september ellers en virkelig stor dag. Her skulle børnene nemlig afsløre de kunstværker, som de med stor flid og meget umage har arbejdet på gennem et stykke tid.
Selve ferniseringen var planlagt til at foregå i Tårs Kirke, og her var forældre, søskende og bedsteforældre omkring klokken 14 mødt op for at festliggøre afsløringen af værkerne. Efter en lille gudstjeneste skulle der hygges med juice, kaffe og lune pølsehorn.
Men så var der jo lige det med lynene...
De ansatte i Børnehuset Tårs turde simpelthen ikke at sende børnene ud for at gå i uvejret, og dermed hang ferniseringen pludselig i en særdeles tynd tråd.
Men - for at blive i det religiøse hjørne - når bjerget ikke kan komme til Muhammed, så må Muhammed komme til bjerget.
Efter en hurtig telefonsamtale blev det besluttet at flytte arrangementet til de to lokationer, der hører under Børnehuset Tårs - henholdsvis Vestbakken og Søholm.
Så mens regnen silede ned og tordenskraldene buldrede fragtede hjælpsomme forældre og bedsteforældre pølsehorn, juicebrikker, æblebåde og kaffe ud i institutionerne. Ligeledes sørgede de snarrådige kirketjenere for at få dukken Pelle og præsten af sted til to små gudstjenester i Vestbakken og Søholm. Så det, der så ud til at blive lidt af en skuffelse for børnene og deres inviterede gæster, endte med alligevel at blive en rigtigt hyggelig eftermiddag.
Efterfølgende har børnene i tørvejr besøgt kirken og set deres kunstværker, som pynter i Tårs Kirke frem til midten af uge 39. Andre interesserede er velkomne til at komme forbi og se de flotte kunstværker i kirkens åbningstid kl. 8-15.