HJØRRING: 17-årige Lourdes fra Peru er udvekslingsstudent i Danmark og rejser med udvekslingsorganisationen AFS International.
Hun er på et etårigt skole- og familieophold og har indtil for nylig boet i Hjørring hos en familie, som tilbød sig som velkomstfamilie den første del af hendes ophold.
- Lourdes kom til Danmark i januar og har allerede lært lidt dansk, fortæller Frank Jensen, bestyrelsesmedlem i AFS Aalborg.
Lige nu søger AFS akut en sød familie, som synes det kunne være spændende at få et nyt familiemedlem og samtidig lære lidt om Peru.
Lourdes har boet de først tre måneder hos en rigtig sød familie i Hjørring, som har været meget glade for at havde hende boende. Familien har fungeret som velkomstfamilie, da det ikke var lykkedes AFS at finde en permanent familie til hende, inden hun ankom til Danmark.
De sidste 7-8 måneder af hendes ophold skal hun indgå i en ny dansk families hverdag - en hverdag som for Lourdes bliver et eventyr, da alt er nyt og anderledes for hende her i Danmark.
- At være værtsfamilie er en spændende og lærerig oplevelse. For rigtig mange familier bliver udvekslingsstudenten en så vigtig del af familien at der ofte knyttes bånd for livet, fortæller Frank.
- Man lærer ikke blot et ungt menneske fra et andet land og en anden kultur at kende. Man lærer også en masse om sig selv som familie og om ens egen kultur. Vi søger ingen specifik familietype, men opfordrer alle interesserede til at blive værtsfamilie. Dog vil det være hensigtsmæssig, hvis Lourdes kan fortsætte sin skolegang på Hjørring Handelsskolen, hvor hun er meget glad for at studere.
Som værtsfamilie byder man ind med kost og logi og gerne masser af hjerterum.
- Vi mener, at vi får de bedste værtsfamilier ved at oplevelsen bygger på lyst fremfor et økonomisk incitament, siger Frank.
- Den kulturoplevelse, som man får som værtsfamilie, skulle gerne være en ligeså spændende rejse, som det den værtede udvekslingsstudent er igennem.
- Det har været tre lærerige måneder i Denmark indtil nu, fortæller Lourdes.
- Alt er anderledes her, men på en spændende måde. Jeg kommer fra Perus hovedstad Lima med 10.000.000 indbyggere. Jeg har dog ikke følt det som en stor omvæltning. Tværtimod har det været dejligt at bo i en mindre by og at have butikker så tæt på. Det er også dejligt, at man kan bevæge sig sikkert rundt i byen.
Lourdes håber inderligt, at det lykkes AFS at finde en familie til hende i Vendsyssel, så hun ikke behøver at skifte skole.
- Men skulle det blive nødvendigt, så går det nok også, smiler hun forventningsfuldt.
Lourdes fortæller, at hun er en stille og rolig pige, som elsker at se film og læse bøger. I Peru har hun dyrket taekwondo siden hun var seks år, og hun vil rigtig gerne kunne fortsætte med det her i Danmark, hvis det er muligt.
Er du og din familie interesseret i at blive Lourdes nye værtsfamilie, så hører AFS Aalborg meget gerne fra dig hurtigst mulig. Interesserede kan henvende sig til Frank Jensen på tlf. 2577 7488.

Lourdes fra Peru søger dansk familie

Lourdes har boet de først tre måneder hos en familie i Hjørring, og går på Hjørring Handelsskole

11. april 2018 kl. 06.28
Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste