Lopper sprang for Tornby Børnehus

01. maj 2019 kl. 13.57

TORNBY: I lørdags var der for 4. gang et kæmpe loppemarked i Tornby Hallen. Det var ikke kun et loppemarked i traditionel forstand, men et arrangement for hele familien. Foruden de 53 stande med alskens gode ting og sager fra børnetøj til loppesager fra mormors gemmer, var der også opstillet en spændende legebane til børnene. Og der var en café med kaffe og kager.

- Det er dejligt med den store opbakning, der er til vores loppemarked. Det skyldes nok, at overskuddet går ubeskåret til vores Børnehus. Sidste år blev det til 6.000 kroner, som der blev købt legetøj for til børnene blandt andet to store træheste, fortæller Sarah Sulbæk fra Forældrerådet.

Det er Forældrerådet, der i samarbejde med Tornby Børnehus planlægger loppemarkedet, og hvordan overskuddet skal anvendes til glæde for børnene i vuggestuen og børnehaven.

Med den store tilstrømning, der var dagen igennem, bliver der nok også i år et flot overskud til Tornby Børnehus.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste