Loppe-kup i Park Vendia-hal
I weekenden 10. - 11. marts er der mulighed for at gøre et genbrugskup i Hallen - Park Vendia i Hjørring
Her holdes der nemlig kræmmer- og loppemarked med 90 forskellige stande.
- Det er jo oppe i tiden, og tiltrækker rigtigt mange mennesker i alle de byer, vi kommer til. Der kommer både dem, som målrettet går efter at finde "guldet", og så er der dem, som synes, det er lidt hyggeligt at snuse lidt rundt for at se, om der kunne være noget for dem, siger Jakob Hansen.
Han driver firmaet JH arrangementer, som står bag markedet.
- Det er et marked, hvor man har mulighed for at gøre gode køb og finde helt unikke loppefund, fordi vi har mange private standholdere med, som har ryddet op på loftet og i kælderen. På udstiller-listen er der også antikvitetshandlere med, som kommer med meget unikke gamle ting, fortæller Jakob Hansen.
I dag findes der flere nytænkende koncepter inden for genbrug og gamle sager. Men det har man ikke mærket hos JH Arrangementer, der har 15 weekender med karavanen i denne vintersæson, der går fra oktober sidste år til og med marts i år.
- Der er jo kommet flere af de her reolbutikker, hvor udstillerne ikke selv behøver at stå og bruge deres tid. Men vi har ikke mærket det, for vi kan stadig fornemme, at det med at stå og handle med hinanden frem og tilbage, det er det, som folk stadig gerne vil have. Det vil aldrig gå af mode. Der er bare en anden stemning på et stort kræmmer- og loppemarked til forskel fra at gå ind i en butik, siger Jakob Hansen.
Der tages en mindre entre til loppemarkedet, dog er der gratis adgang for børn under 12 år.