Lokalt forsamlingshus udvides og renoveres for knapt 4 millioner kroner
Foreningen Børglum og Omegn er kommet med en redegørelse for, hvor langt man er kommet med planerne omkring renovering, tilbygning og legeplads ved Børglum Forsamlingshus. Blandt andet skal der bygges et foreningslokale, der skal være ramme for diverse klub- og foreningsaktiviteter i byen, efter at kommunen solgte den gamle skole.
Foreningen har købt den grund, der ligger vest for Forsamlingshuset, og kommunen har nedrevet det hus, der lå der tidligere. På grunden vil der blive anlagt parkeringsplads, og der vil ligeledes blive bygget et skur til haveredskaber, græsslåmaskine mv.
Med hensyn til selve forsamlingshuset så vil der ske en renovering af den store og lille sal samt køkken og depotrum.
- Dette er et tiltrængt løft, da huset efterhånden er ved at være i en sådan stand, at det er nødvendigt. Da det er lejeindtægterne, som dækker de løbende driftsudgifter, er det vigtigt at kunne blive ved med at kunne tiltrække lejere.
- Der vil desuden blive opført en tilbygning på 72 kvadratmeter ved den vestlige ende af huset. Denne tilbygning skal rumme et foreningslokale, som vi har fået brug for i Børglum efter kommunen solgte den Gamle Skole, som hidtil havde været ramme for diverse klub- og foreningsaktiviteter i byen, lyder det videre i meddelelsen.
På den eksisterende parkeringsplads bag ved forsamlingshuset vil der blive anlagt græsplæne, og længere oppe på grunden vil der blive etableret en ny legeplads, som byen også har brug for, da byens tidligere legeplads lå ved den Gamle Skole, som nu er på private hænder.
Det samlede projekt løber op i omkring 3,8 millioner kroner, og i denne sum er indregnet 400.000 kr som lægges i frivillig arbejdskraft.
- Foreningen Børglum og Omegn har desuden selv bidraget med et opsparet beløb, men derudover skal projektet finasieres via bevillinger fra fonde. Vi er utroligt taknemmelige for alle de fonde, som allerede har bidraget til vores projekt, og vi har på indeværende tidspunkt fået tilsagn om en stor del af beløbet.
De gavmilde fonde, der indtil videre har bidraget, er: Nordea Fonden med 1 million kr, Nykredits Fond med 50.000 kr, Sparekassen Vendsyssels Fond med 100.000 kr, LAG Nord med 250.000 kr, Grethe og Peder Kilts Fond med 30.000 kr, Norlys Vækstpulje med 200.000 kr og Matchningsmidler fra Hjørring Kommune med 500.000 kr.
- Vi er ikke helt i mål endnu, og vi kan ikke starte på renovering og tilbygning, før vi har tilsagn fra alle fonde. Vi antager, at vi er nået dertil omkring den 1. november 2021, så vi på det tidspunkt kan gå i gang for alvor. Vi regner dog også med, at vi muligvis kan gå i gang med skur og legeplads på et tidligere tidspunkt.
- Vi glæder os til, når vi engang kan byde alle velkommen til de nye faciliteter, lyder det med venlig hilsen fra Foreningen Børglum og Omegn.