Billede beskrivelse

Lokallisten: Operationen lykkedes, men patienten døde

Kommunalvalget bød på et historisk exit for Lokallisten i Hjørring

22. november 2021 kl. 06.34

Der var engang, hvor Lokallisten var den største gruppe i Hjørring Byråd. Det var i 2005 - inden storkommunen var en realitet- og hvor Hirtshals borgmester Knud Størup var den store stemmesluger.

Siden gik det tilbage, men listen bevarede dog en vis indflydelse, senest med Sven Bertelsen i spidsen. Men nu er det foreløbig slut. Tirsdag var Lokallisten meget tæt på få ét mandat, men det glippede lige til sidst, da Hjørring Syd var talt op.

- Vi er selvfølgelig utroligt skuffede, når vi samtidig fik det skifte i byrådet, som vi ønskede os. Man kan sige, at operationen lykkedes, men patienten døde, konstaterer formand for bestyrelsen, John Nielsen.

Om Lokallisten så også skal begraves, eller om der skal forsøges et comeback og genoplivning - måske med hjælp fra en hjertestarter, det skal bestyrelsen nu forholde sig til.

Det er ikke svært at finde forklaringer på, at der denne gang var en noget skæv indflyvning til valget.

- Den interne uro, som betød, at vi mistede markante profiler, der traditionelt henter mange stemmer i deres lokalområde. Efterfølgende lykkedes det ikke i tilstrækkelig grad at få dækket alle de mindre lokalområder med kandidater, siger John Nielsen, der ikke har mistet troen på, at der er brug for en lokalliste, som er fri af partipolitiske bindinger og som har sit fokus på de mindre lokalområder,

- Men lige nu oplever vi, at det er de store partier, som også har mere økonomi og en større organisation, der får stemmerne, siger John Nielsen.

Billede beskrivelse

Tidligere spidskandidat for Lokallisten, Sven Bertelsen fra Vrå valgte i sommer at forlade Lokallisten, fordi der i baglandet var et større og større kor af kritikere i Hirtshals overfor byrådsarbejdet og beskyldninger om, at specielt Hirtshals bliver forbigået. Sven Bertelsen valgte i stedet at stille op for Socialdemokratiet, og selv om han stod sidst på listen, lykkedes det ham at blive valgt ind i det nye byråd.

Lokallisten har også mistet et andet sikkert kort, nemlig Christian Engen fra Bindslev. Han er netop blevet valgt ind i byrådet for Venstre.

Først på valgaftenen tirsdag var den nuværende spidskandidat Erik Krage meget optimistisk, og der var endda en god chance for, at Lokallisten kunne få en nøglerolle i den efterfølgende magtkamp. Det skete ikke, og Erik Krage udtalte sidste på aftenen:

- Det er da en stor skuffelse og nu skal vi selvfølgelig, om Lokallisten stadig har en berettigelse.

Det var i øvrigt ikke Erik Krage, men derimod lokaldebattøren Paw Rytter, der med 340 stemmer var topscorer på Lokallistens liste og meget tæt på en plads i byrådet.

- Nu er vores fremtid op til bestyrelsen og i sidste ende de 30 medlemmer i Lokallisten i Hjørring Kommune., konstaterer John Nielsen.

Lokallisterne er i knæ

Ifølge valgforsker Johannes Andersen har lokallisterne generelt mistet den betydning, som de havde mange steder før kommunesammenlægningen i 2006.

- Det har betydet meget mere kamp om færre pladser i byrådene, og det er blevet væsentligt sværere at få valgt en kandidat fra et lille lokalområde. Lokallisterne får nu sjældent mere end en til to mandater, og får dermed ingen afgørende betydning. Selv hvis det halve af Hirtshals stemte på Lokallisten ville det i dag give forholdsvis få mandater, siger Johannes Andersen.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste