Løkken Golfklub hjælpes ud af knibe
LØKKEN: Fra to sider får Løkken Golfklub støtte til at klare et økonomisk problem, som er opstået på grund af en tvangsauktion over en naboejendom til golfklubben.
For Løkken Goldklub har lejet et areal på 2,2 hektar af naboejendommens jord for en 20 årig periode, og det areal anvendes til driving range for klubben, dvs. øvebane og opvarmningsbane.
Klubben har forkøbsret til arealet, som ifølge den nuværende udlejningsaftale med naboen kan bruge indtil 1. januar 2026. Den forkøbsret er klubben ifølge en ansøgning til Hjørring Kommune nødt til at udnytte.
”Vi har ikke realistiske og brugbare muligheder for at anlægge en driving range andre steder i tilknytning til vores golfanlæg. At beholde driving range på den lejede matrikel er derfor essentielt for den videre drift af klubben. Vi kan ikke drive en golfklub uden en driving range på stedet. Vi har indhentet de fornødne tilladelser til fortsættelse af arealanvendelse hos såvel kommunen som styrelse, skriver formanden Benny Christensen i ansøgningen og økonomisk støtte på 225.000 kr. til medfinansiering af arealet.
Erhvervelsen anslås at koste Løkken Golfklub et beløb på 450.000 kroner.
Der er fra anden side afgivet et bud på arealet, og det er klubben nødt til at matche for at udnytte forkøbsretten.
Ansøgningen fra golfklubben er økonomiudvalget positiv overfor, og fra et udvalgsmøde onsdag lyder indstillingen til byrådet, at beløbet frigivet fra den kommunale medfinansieringspulje, hvor der er en rest på 371.000 kroner, som ikke er disponeret over.
Den anden økonomiske støtte til fortsat at kunne bruge den nuværende driving range kommer fra SE Vækstpulje, som på et bevillingsmøde afsatte 100.000 kroner til klubben.
Det resterende beløb til at finansiere købet af de 2,2 hektar jord er klubbens bestyrelse indstillet på at låne eller gennem egenbetaling.