Billede beskrivelse

Løkken: Byen med de ægte granguirlander

Butikker, lokale beboere og gæster inviteres til granbindingsdag på Torvet

16. november 2018 kl. 08.26

LØKKEN: Alle Løkkens butikker, lokale beboere og gæster inviteres til Granbindingsdag. Søndag den 25. november kl. 10-16 tager man hul på julepyntningen i Løkken. Det sker ved et stort fælles granbindingsarrangement på Torvet.

- På denne dag hygger og synger vi, mens vi binder granguirlander i fællesskab. Der vil blive stillet et telt op ude på Torvet med forplejning til små penge. I løbet af dagen kan alle være med til at binde granguirlande med lyskæde om, og til sidst hænge dem op rundt omkring ved egne indgange, fortæller bureauleder Amalie Andersen på vegne af Løkken.dk.

Dagen bliver arrangeret i samarbejde med VestEvent, som vil være behjælpelig med at få skabt de hyggelige rammer for dagen, som vil blive vores kick-off til julen i Løkken.

Dagen har tidligere været holdt uden for byen og kun for erhvervsdrivende.

- Aktiviteten er blevet omplaceret, for at gøre tilgangen nemmere for alle. Og så tror vi også på, at ideen med at mødes om noget håndarbejde og med noget varmt at drikke til, er noget alle kan få fornøjelse af, siger Amalie Andersen.

Der er tilmelding og evt. bestilling af gran og lyskæder skal ske senest den 19. november.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste