Løb eller gå for syge børn
Indsamlingsevent til fordel for legeplads ved børnehospice
HJØRRING: I Vestdanmark opføres et børnehospice i forbindelse med voksenhospice i Rønde på Djursland.
Alle børn fra Jylland og Fyn, der er alvorligt syge, og hvor barn og familie har behov for ekstra lindring, vil således kunne visiteres til ophold på børne- ungehospice.
De fem Rotaryklubber i Hjørring Kommune har sat sig for at indsamle mindst 100.000 kr. til et udeareal ved dette børnehospice.
Der holdes derfor en motionsevent i Tolne Skov 29 marts - en event, der sluttes af med jazz og hygge i den nybyggede Staklade.
Lena Lytzen fra Hjørring Vestre Rotaryklub fortæller engageret om de to gåture hun arrangerer.
Lena er medstifter af en gåklub kaldet Team Vendia Walk.
- Vi mødes ved Skovpavillonen i Tolne skov. Det er en rigtig familietur hvor alle kan deltage, alder ingen hindring.
- Vi er så heldige at have naturvejleder Jacob Koefoed som guide på denne tur. Han vil undervejs stoppe op og fortælle om den nye naturpark, hvilke planer fremtiden byder på for naturparken.
Turen foregår i et roligt tempo, så alle kan følge med.
Den lange gåtur på 12 km er med afgang fra Tolne Efterskole kl. 10.
- Er du en af dem, der går for at komme i form og gerne vil mærke effekten af at få noget frisk luft, i naturskønne områder, og komme i form er dette turen for dig.
- Ruten er lavet i samarbejde med naturvejleder Jacob Koefod som brænder for naturen.
- Gåturen er en fantastisk mulighed for at kombinere motion og socialt samvær med dejlige mennesker der ønsker at få motion og samtidig støtte op om et godt formål. Lena Lytzen med flere kaptajner viser vej, så træk i noget komfortabelt tøj, gode sko, medbring lidt vand til turen. Hun garanterer, at du har mere energi/velvære efter turen, end du mødte op med.
- Turen gås i et tempo på ca 4-5 km timen.
Løberuten, 5 km, start kl 10 er lavet af Viggo Krath fra Hjørring Rotaryklub.
Viggo er selv ivrig motionsløber og cykelrytter gennem mange år.
Han fortæller at ruten er 5 km lang i et smukt og kuperet terræn i skønne Tolne Skov.
- Jeg glæder mig til at præsentere den fine rute som alle der er vant til at løbe i skoven vil kunne gennemføre.
For de lidt mere seje er der mulighed for at løbe ruten både to og tre gange og således tilbagelægge 10 eller 15 km.
Cykelruten 10 km. starter kl 10 fra Tolne Skovpavillon.
Ruten er lagt af Jens Peter Palmblad fra Hjørring Morgen Rotaryklub.
Jens Peter er ud over at være cykelhandler i Hjørrings største cykelforretning, Vendelbo Cykler, en rutineret cykelrytter. Specielt mountainbike (MTB) og gravel bike i kommunens skove er hans passion. Jens peter Palmblad fortæller at cykelruten foregår på en varieret rundstrækning i Tolne Skov.
Rundstrækningen er på 10 km og lige som løberuten kan cykelruten også gennemkøres helt op til 4 gange, dvs 10, 20, 30 eller 40 km.
Arrangørerne fra de fem Rotaryklubber håber at rigtig mange vil benytte lejligheden til både motion, socialt samvær og ikke mindst at støtte dette vigtige projekt der er en kærlig håndsrækning til børn med kræft i det vestlige Danmark.