Billede beskrivelse

Livsglædens nødvendighed

14. oktober 2017 kl. 17.55

MANDAG 16. oktober klokken 14.30 holder Erik Lindsø foredrag om "Livsglædens nødvendighed", om tilværelsens muntre alvor, i Sognegården, Torvet 4, Hjørring.

Erik Lindsø er kulturjournalist, forfatter og højskolemand. Han har bl.a. samlet på historier om glædesspredere og har skrevet en bog om dem.

- Det var derfor, jeg begyndte at gå med hat, så jeg kan tage den af, når jeg møder dem, siger han.

Han har senest udgivet bøgerne " Der er nu noget ved livet, man ikke finder andre steder" og "Livet er i det mindste en historie værd". Han er på vej med en bog om den danske sang.

Foredraget handler om livskraft og livsmod. Lindsø har gjort den erfaring, at glæden bedst forklares af dem, der har prøvet at miste den. "Sorg er en glæde, man ikke kan komme af med", skriver han. "Hvis vi ikke kendte glæden, kendte vi ikke sorgen."

Men glæden kommer ikke af sig selv. Man må lave opsøgende virksomhed. Hvis der ikke er noget at glæde sig over, er der ikke noget at glæde sig til.

- Vi må gerne græde over livet, men ikke begræde det. Det handler mit foredrag om, siger han.

Hver anden mandag er der et foredrag eller et andet arrangement i Sognegården, Torvet 4, Hjørring.

Sct. Catharinæ og Sct. Hans’ menighedsråd står for arrangementerne, der varer fra kl. 14.30 til cirka klokken 16. Der serveres kaffe/the og kage. Prisen er 35 kroner.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste