Lions Club inviterer til julemarked i Hjørring
Lions-kvinder frister med småkager, tombola, loppemarked og julestemning
HJØRRING: Lions Club Sct. Catharina holder traditionen tro sit årlige julemarked 2. december fra klokken 10 til 15 på Holmegaardsskolen/Hjørring Ungdomscenter, Norgesvej 6, Hjørring.
- Der er rigtig mange spændende stande, lover arrangørerne og nævner at Lionspigerne frister med hjemmebagte småkager, stor tombola og Lions Loppemarked.
- Der er lagt op til en rigtig hyggelig dag i en dejlig atmosfære, hvor julen er i højsæde.
- Vi sælger kaffe og hjemmebag, og der er selvfølgelig også mulighed for, at købe lodsedler i Lions Julelotteri.
Der er gratis adgang.
- Vi håber, at rigtig mange vil lægge søndagsturen forbi julemarkedet.
Alt overskud ved julemarkedet går som altid ubeskåret til humanitært arbejde lokalt, landsdækkende og internationalt. Næste donation bliver uddeling af julekurve til trængte børnefamilier bosiddende i de gamle Hjørring og Sindal kommuner, et samarbejde mellem de tre Lions Klubber i Hjørring.