Billede beskrivelse

Lions Club i gavehumør: Mindst 100.000 kr. uddeles i 2023

19. december 2022 kl. 10.56

D. 27. marts 1993 blev Lions Club Løkken stiftet af en flok gæve mænd fra Løkken og omegn.

I dag er der 26 medlemmer af klubben, og de kommer alle fra såvel Løkken by som omegnsbyerne Børglum, Vrensted, Vittrup, Rubjerg, Gølstrup og Hundelev.

Gennem tiden har klubben med jævne mellemrum støttet mange spændende, lokale projekter og initiativer.

- Nu har vi snart 30-års jubilæum, og vi har gennem de seneste år sat penge til side for at kunne uddele mindst 100.000 kr. i forbindelse med vores jubilæum, fortæller Jens-Aage Justesen på vegne af Lions Club Løkken.

- Vi vil derfor gerne opfordre alle, som tænker, at de har en god idé eller plan i det lokale foreningsliv eller en andet til at sende en ansøgning. Ingen projekter eller idéer er for små og ej heller for store til at komme i betragtning for et økonomisk tilskud, fortsætter han.

Ansøgningen skal sendes til mailen loekken@lions.dk, og det skal være gjort inden d. 1. februar 2023.

- Vi skal nemlig have behandlet alle ansøgningerne således, at vi kan overrække de mange penge i forbindelse med en reception i marts 2023, fortæller Jens-Aage Justesen.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste